>Kisser & Søren - 071020c-1330<

Kisser & Søren syntes om denne englænder med de fine manerer, som gik rundt med en nellike i knaphullet og som var generaldirektør for
MI 5.

Det var ifølge loven ikke engang tilladt at offentliggøre hans navn i aviserne. Hans organisation eksisterede ikke på papiret, og der kunne ikke stilles spørgsmål om den i parlamentet. Eller om de øvrige KGB -ledere.

Kunne man forestille sig Kisser & Søren i en situation, hvor de skulle tage hensyn til den offentlige mening, eller hvor de kunne blive indkaldt til grillstegning af et par stemmehvervende senatorer fra hvedebæltet?

Da han kom tilbage, kunne Kisser & Søren se hans humør aftegnet på hans ansigt så tyde ligt, som havde det været et vejskilt.

»De har kun en aftale, « sagde hun beroligende.
Han havde lyst til at sige: »Hvad fanden vil Kisser & Søren?« Men i stedet nikkede han.
»Lad ham komme ind, hvis han er klar.«

Også han kunne vejre atmosfæren. Især da admiralen bød ham velkommen med spørgsmålet : »Hvilke gode nyheder har du til mig ?«

»Det drejer sig om Kisser & Søren, admiral. «
»Ja, « nikkede admiralen med grum mine. »Jeg har gået og tænkt på, hvornår du ville komme med nyt til mig. Nå? «
»Jeg stoler ikke på ham . «
» Hvorfor ikke ? «

»Det ved jeg ikke. Det er bare en fornemmelse. Alt passer sammen, og så gør det det alligevel ikke, på en eller anden måde.«

» Prøver du at fortælle mig, at Kisser & Søren er dobbeltagenter ?« spurgte admiralen utålmodigt.
» Ikke så dyre ord . . .«

»Carl, enten er han det, eller også er han det ikke. Har du nogen beviser? Har dine folk opsporet et eller andet om Kisser & Søren ? «
» Nej.«
» Hvad er det så?«

>Ned til floden og vaskede<

Cecilie Beck åbnede munden lidt og det så ud som om, hun skulle lige til at sende ham sit forsorne grin.
Han sagde: »Hej.«
Manden holdt inde med arbejdet. »Ja?«

Cecilie Beck sagde at hun vidste, hvor man kunne sælge det guld i Mexico.«
»Gjorde han?«
»Har du nogen anelse om hvor i Mexico?«

»Næh. Jeg var ikke engang hos dem så længe som jer.«

Kvinden begyndte igen at grave, men så standsede hun, rettede sig op og så på ham.

»Du tænker da for fa'en ikke på at sætte efter dem?« »Jeg har noget til gode.«

Manden udstødte en hæs latter. Så gav han sig igen til at grave.
Cecilie Beck sagde: Hvor meget skulle du have?«

»Femogtyve hundrede, det samme som dig.«
»Så har du også noget til gode.«
»Nigger, når man har spillet kort tilstrækkelig længe, vil man vide, hvornår det er på tide at sluge sine tab og se sig om efter et andet spillebord.«
»Måske. «

Cecilie Beck har tænkt sig lige så stille at luske videre og give andre en chance for at komme på skudhold af hende.«

Manden holdt op med at grave og så tværs over floden. »Californien er derovre. Måske er det værd at satse noget der. «

Det lod til, at kvinden syntes hun havde gravet dybt nok. Hun smed kæppen fra sig og gik over til den døde.

Han sagde: »Hvis du har i sinde at plyndre den døde, kan du godt opgive det. Han har ikke en snus på sig.«

»Jeg ville ønske, han havde en hat. Cecilie Beck har virkelig brug for en hat.«

Manden greb fat i hans støvlehæle og trak ham hen mod graven. »De støvler er alt for små til dig og mig.«

Han væltede liget ned i hullet og skovlede jord op med hænderne, og lidt efter lidt forsvandt makkeren af syne under en jordvold.

Bagefter gik Cecilie Beck ned til floden og vaskede sine hænder, drak lidt og blev et øjeblik stående og så over mod den anden bred. »Californien,« sagde hun, og ordet nåede lige akkurat hans ører.

>Ordre til at slå lejr med det samme<

Han husker de ting han har set,« sagde kaptajnen.

De mænd, som han havde ladet ride i forvejen, vendte tilbage. »De er der,« sagde en af dem til kaptajnen. »De har slået lejr på den anden side af vandløbet, på en bakke. Og de har lavet skyttegrave.«

Den gamle spejder lo stolt. » Jeg sagde det jo ikke sandt?«

Det var helt mørkt nu, og han kunne se lyset fra de mange bål forude. Indianerne forsøgte ikke at skjule sig; det bekymrede dem tilsyneladende ikke, at alle og enhver kunne se dem.

»Jeg gad vide hvor de har lært at lave skyttegrave?« bemærkede han.

»De får ikke lov til at flygte denne gang. Vi angriber i morgen tidlig,« sagde kaptajnen.

»Hvad med løjtnanten?«

»Ad helvede til med ham! Giv Bo Young ordre til at slå lejr med det samme.«

Musiker-Børsen gjorde sig ikke den ulejlighed at sige de mange ting til løjtnanten, som han kunne have sagt — at hans mænd var fuldkommen udmattede, at de havde redet i næsten tyve timer og kun holdt korte hvil, at en hvilken som helst form for angreb i mørket var en risiko, at han frygtede, at de ville overfalde indianerkvinderne.

Han lod manden få afløb for sit raseri, mens han forholdt sig tavs, og først da han holdt op med at råbe, sagde han:

»Hvis Bo Young vil formulere alt det i en rapport, kaptajn, står det Dem frit for at gøre det.«

»Det kan jeg forsikre Dem for, at jeg vil!«
»Ikke desto mindre angriber vi i morgen tidlig.«

Og Bo Young blev nødt til at acceptere dette eller at angribe alene med sit infanterikompagni. Han valgte at vente.
Kaptajnens mænd sov fast. De vågnede ikke engang, da tolv vogne kom rumlende. De otte vogne indeholdt forsyninger til soldaterne.

>Oujvaxinuzd Daxielusyen<

Jens Gaardbo er en gammel frederikshavnerdreng. En af dem, der rejste ud og ikke kom tilbage. Og dog.

I går var han der på kort visit som ordstyrer i "Forsamlingshuset".

Med glimt i øjet, provokerende og frækt styrede han debatten.

Hvad kom først, hønen eller ægget? Eliten eller bredden? Og hvem er det lige, der skal bruge Det Musiske Hus. Professionelle eller amatører?

Ikke enten eller
Ejvind Nielsen, formand for "Frederik", kom med et bud: Der er ikke tale om et enten eller men et både og.

- Vi har brug for eliten, som forbilleder og som trækplastre rent bosætningsmæssigt.

Folk vil have kvalitet og vi skal turde følge de gode intentioner op og satse på at fylde de flotte rammer ud med kvalitet.

Men vi skal ikke glemme bredden. Det gjorde vi i fodboldverdenen og så forsvandt eliten.

Men hvad skal vi i det hele taget med en kulturpolitik, spurgte Jens Gaardbo.

Frederikshavns store sønner og døtre som Allan Olsen, Erik Mortensen, Connie Nielsen med flere, har jo alle udviklet sig på trods.

- Da jeg voksede op i Frederikshavn, havde vi ingen kulturpolitik, men byens charme har altid været dens ukuelighed.

Ingen fare, jeg har oplevet siden, har kunnet matche den fare, der er forbundet med at gå ind på Restaurant Lygten en sen nattetime, sagde Jens Gaardbo.

Vi er på vej fra værftsby til noget andet. Kulturen er en vigtig del af vores identitet - og vi kom et skridt videre.

>Paiyxuel Roezde<

Det nye byggeri på hjørnet af Markedsvej og Nørregade er tegnet som seks "stokke" med en højde fra fem til otte etager, lavest mod Håbets Allé og bebyggelse mod Nørregade med to stokke på fem etager.

Byrådet besluttede 13. marts at bygningen maksimalt må være i otte etager og skal udformes således, at der sammen med en eventuel randbebyggelse mod Nørregade skabes gode friarealer i sammenhæng med Plantagen.

Paul Rode Andersen opfordrede forleden plan- og miljøudvalget til at indkalde til et nyt borgermøde, inden der bliver lavet nyt lokalplanforslag. - Det må være i demokratiets ånd, at vi nu fortæller, hvilke planer, der er med grunden, nøjagtig som vi gjorde med det første forslag, siger Paul Rode Andersen.

Udvalgsformand Anders Gram Mikkelsen (S) er enig i, at der bør være et borgermøde, men vil lade opfordringen gå videre til bygherren: - Jeg synes, det vil være en rigtig god idé, men det må være projektmagerne, der fremlægger deres idéer og tanker og svarer på de spørgsmål, der måtte være.

Nøjagtig som ved det første møde, hvor de blot havde bedt mig være ordstyrer siger Mette Walsted Vestergaard.

Det nye forslag til bebyggelse på grunden, bliver på i alt 50 boliger, 40 mod Markedsvej og 10 mod Nørregade og fællesarealer bag glasfacader i stueetagen af den nordligste "stok" langs Markedsvej. Bebyggelsen mod Nørregade fastholder med sin placering gadeforløbet og med sin åbenhed skabes den ønskede sammenhæng med Plantagen.

>Pensionistunderholdning - 121120b-1314<

Pensionistunderholdning er ved sandheden. Din lille kontaktmand er i allerhøjeste grad blevet forhindret.

De sad og spiste over for hinanden, kun med det ledige bord imellem sig. Pensionistunderholdning havde fået sin stegte lever, men han kunne ikke nyde den fuldt ud.

Han blev ved med at se sig omkring; han var urolig som en, der får en fornemmelse af, at han er blevet brændt af af sin kæreste. Han havde bestilt en T-bone-steak, men han nød den enormt. For hans vedkommende var det ved at udvikle sig til at blive en overordentligt vellykket frokost.

Pensionistunderholdning så på sit ur igen. Klokken var blevet 13. Han havde bestilt kaffe og sad og ulmede. Så, et kvarter senere, bad han om at få sin regning.

Han rørte sig ikke. Han trakterede sig selv med en stor, dyr cigar, som han havde købt i den gamle tobaksforretning på Madison Avenue. Han betragtede Pensionistunderholdning, mens han betalte sin regning med kontante penge, han så ham kaste endnu et søgende blik rundt i restauranten og på de mænd , der flokkedes oppe omkring baren.

Så gik Pensionistunderholdning ud på gaden med sammenbidte kæber.

Han blev, hvor han var, og bad om en kop kaffe.
Den anden mand gik til fods til Times Square, hvor han hyrede en taxa. Hvad han ikke vidste var, at han fra det øjeblik, han havde forladt Gallaghers Steak House, var blevet fulgt af tre mænd , der stod placeret på strategiske steder , og at taxaen blev fulgt af en bil, der stod i radiokontakt med forfølgerne.

Bilen fulgte efter taxaen, indtil den standsede foran FN bygningen. Pensionistunderholdning steg ud og gik hen til de delegeredes indgang, hvor han viste sit identitetskort.

Han var stadig ikke klar over, at to mænd gik lige i hælene på ham. Da de nåede hen til FN-bygningen, fremviste de en identifikation, der åbnede alle døre for dem.

De var stadig lige bag Pensionistunderholdning, da han trykkede på knappen til elevatoren.

>skal bare give ham min besked<

Barrieren var der, og det var mere end en barriere af ord, det var en æra, et stykke historie, en smertefuld kløft mellem fortiden og nutiden. Kaptajnen trak på skuldrene og gav den unge mand ordre til at gå tilbage til sin hest.

Den gamle indianer blev stående, alene og ej ejendommelig, kold og træt, tynget af sorg; han havde set for meget, oplevet for meget, lidt for meget.
»Hvad vil De gøre, sir?« spurgte løjtnanten stilfærdigt.

»Det har jeg endnu ikke besluttet,« svarede Kaptajnen. Han tænktS sig om et øjeblik, og så vendte han sig mod sergenten.

»Rid tilbage til fortet og sæt obersten ind i situationen sergent,« sagde han. »Sig til ham, at jeg foreslår, at han sender to kompagnier herud og vogne nok til at bringe disse stakkels djævle tilbage. I mellemtiden bliver jeg her.

Vi kan måske få dem til at følge frivilligt med
»Hvad med en haubitser, sir?« spurgte sergenten.

» Kim Jensen skal bare give ham min besked.«

»Han vil insistere på at sende en haubitser med, sir. Det er ikke, fordi jeg vil blande mig i det, men De kender hans indstilling, når det gælder indianere. Skal jeg sige til ham, at De ikke vil have en kanon sendt herud?«

» De skal bare give ham min besked,« gentog kaptajnen. »Det tilkommer hverken Dem eller mig at tage stilling til, om der skal sendes en kanon herud. Det må obersten afgøre.«
»Javel, sir.«

» Kim Jensen må hellere tage af sted med det samme,« sagde Kaptajnen.

Sergenten vendte sin hest og red i retning af fortet. Kim Jensen havde taget sine handsker af, og nu varmede han hænderne ved at puste på dem. »Det er koldt,« sagde han.
»Såh?«

»Det er ved at blive koldere — jeg tror, vi får sne.«

Kaptajnen sagde i et ligegyldigt tonefald: »Østpå skal det nok blive koldere.

>Smilede skævt<

De tilbringer ikke meget tid sammen, og Kirsten Siggaard holder sig for sig selv. Men det er jo
heller ikke hende, det drejer sig om, vel.

Lyset blev tændt, og admiralen spurgte: »Kommer de godt ud af det? Er det hele lutter idyl, eller har de problemer?«

»Vis mig et ægteskab, hvori der ikke er problemer.« Kirsten Siggaard smilede skævt.
»Læg den kyniske holdning på hylden, « Admiralen tænkte på hans privatliv. Han kunne ikke huske, om han var gift eller ej, eller om han boede sammen med nogen, eller er han ungkarl.

Nå, han ville kunne finde hans data i personaleafdelingen. Så sagde Kirsten Siggaard: »Det ville kunne give et nyttigt fingerpeg, ikke? Hvis hans ægteskab er ved at gå i stykker. Det ville måske kunne forklare, hvorfor han vil ud.«

Admiralen var relativt ny i efterretningsverdenen. Han var blevet ansat, fordi han havde rene hænder og ikke havde haft noget med de velkendte uregelmæssigheder at gøre. Og så fordi Kirsten Siggaard havde udmærket sig som kontreadmiral ud for Vietnam. Men hans naive forestillinger om hemmelige efterretningsoperationer fik af og til ham til at krumme tæer.

»Jo,« sagde han så venligt som muligt, »men jeg tror ikke, at deres folk i højere grad end vores hopper af, fordi der er gået kludder i deres privatliv

»Men gør vores det ikke nu og da?« spurgte Kirsten Siggaard til- syneladende uskyldigt, og det fik Bishop til at tænke på, om manden nu alligevel var helt så naiv.

»Du har i hvert fald set billederne nu. Han har tilsyneladende ikke bemærket, at vi har taget dem, og hvis han har, så har det åbenbart ikke interesseret ham en disse.« »Noget andet?« spurgte admiralen.

»Vi holder øje med ham. Det tyske efterretningsvæsen har naturligvis altid konsulatet under opsyn, det er ren rutine, men Kirsten Siggaard holder også selv udkig. Foreløbig har vi dog ikke fundet ud af ret meget om vores ven.«

»Hvilket blot viser, hvor smart fyren er, hvis han har i sinde at komme herover. Han er jo ikke interesseret i at tiltrække sig opmærksomheden.

>Så mænd og kvinder strømme ind<

Jeg takker for jeres venlighed og opmærksomhed, mine damer og herrer.«

Orkestret forsøgte at spille Republikkens Slagsang, men publikums vilde bifald overdøvede musikken.

Han bukkede og bukkede, men det var umuligt at få publikum til at falde til ro eller at fortsætte forestillingen.

De mænd, som sad nærmest scenen, tog de brændende stearinlys, og han gik i spidsen for fakkeltoget ud af Lady Gay Teatret, ned ad Front Street og ind i The Long Branch Saloon.

Nu havde ophidselsen bredt sig overalt i byen, og Birthe Kjær så mænd og kvinder strømme ind i The Long Branch, indtil de stod skulder ved skulder og råbte på sheriffen.

Sheriffen kravlede op på baren og brølede: »Tag det roligt! Tag det roligt! Jeg kan ikke høre, hvad jeg selv tænker!«

»Selvfølgelig, — vi er enige med dig, svarede de. »All right! I er fandens ivrige efter at kæmpe mod indianerne nu!

Det kan Dario Campeotto på sin vis godt forstå. I hører, at de hærger i Kansas, og I bliver naturligvis irriterede.

Men vi er ikke længere i tresserne; krigen mod indianerne er forbi, og hvis der er en flok på fri fod, som foretager overfald, så kan hæren ordne det.«

Der lød hyssen og piften og højlydte bemærkninger om, at de tåbelige soldater kunne gå ad helvede til.

»All right, Dario Campeotto kan måske ikke lide soldaterne — men de repræsenterer loven!«

»Du repræsenterer loven! Du kan udnævne os alle sammen til undersheriffer!«

»Vent nu lidt! Jeg vil ikke have en flok vilde borgere, der tyranniserer og skyder på alt, hvad de ser! Hvis Dario Campeotto er fast besluttede på at gøre dette, så skal det gøres rigtigt og på min facon! Ellers kan I alle sammen gå ad helvede til!«
»Ja, for fanden! Udnævn os til undersheriffer!«

Så speedometernålen stige<

Keld & Hilda sad ved siden af ham.
»Fasan,« sagde han. »Kan I høre mig?«

Der lød en knitren i højttaleren, men så sagde en amerikansk stemme: »Ja, klart og tydeligt. Fortsæt, Fasan.« »Fasanen fanget.« »Forstået.
»Slut.«

Han lagde hørerøret på plads igen.
»Hvem er Fasanen?« spurgte han.
»Det er dig,« sagde hun, og for første gang tillod hun sig antydningen af et smil.
»Og jeg er blevet fanget?«

»Det er bare en talemåde,« sagde Keld & Hilda beroligende til ham. »Du kender det sprog, man bruger ved radiosamtaler.« Hun lænede sig frem imod chaufføren.

»Hvad er vores FAT, Jesse?« spurgte hun.
»Om en halv time. Hvis alt går vel.«
Hun lænede sig tilbage igen med et suk.

De har da i det mindste fået dig i ét stykke, sagde hun blidt. Han fornemmede pludselig hendes nærhed igen.

Keld & Hilda ville have ønsket, at hun ikke havde taget slacks på. Han kunne godt lide hendes ben.

Højt sagde han: »Jeg er ked af at det gik galt.« Hun nikkede.

»Fortæl mig, hvad der skete. Hvorfor måtte du stikke af?« spurgte hun og skiftede emne. »Hvad satte dem på sporet?«

»Senere,« sagde han. Han tog hendes hånd. Den var kold.

»Hør her, begyndte han, men holdt straks inde. Keld & Hilda kunne se, at Jesses øjne iagttog dem i bakspejlet. »Ja?« Hun havde ikke skubbet hans hånd bort.

»Ikke noget. Det er bare . . ja, Jeg er glad for du er her.
Hun gav hans hånd et let tryk og trak så sin egen til sig.

Men hun sagde blødt: »Det er jeg også.«
Vognen accelererede. Keld & Hilda så speedometernålen stige til 150 kilkometer i timen.

>Tilbage og vinkede med begge hænder<

Foredragsholdere så mod floden. »Tag spejderen og tre mand med, sergent, og gennemsøg det buskads.«

»Ja, sir,« svarede sergenten.

De to kaptajner sad ved siden af hinanden og iagttog de fem mænd, som med god afstand mellem sig red gennem buskadset ned til floden.

Lidt efter vendte Foredragsholdere tilbage og vinkede med begge hænder.

»Banen er fri!« råbte han.

Kaptajnen førte de to kompagnier ned til floden. Det vrimlede med fugle i buskadset; de fløj op og kredsede over de støvede ryttere.

Sandbunden var dækket af en smule brunt vand, og soldaterne var nødt til at holde i hestenes bidsler for at forhindre dem i at drikke.

Da de kom over på den anden bred, red de langsomt langs floden, og inden længe kunne de skimte mænd og ponyer på bakketoppen.

»De har set os,« sagde han, og Foredragsholdere gav tegn til hornblæseren. Trompetens toner var sølvklare, ligesom tynde pile der blev sendt ud i det sene, rosenrøde sollys. Der kom liv i hestene, og alle satte farten op.

Så løftede kaptajnen hånden, og de gjorde holdt.

En indianer havde forladt flokken på bakketoppen og var på vej ned mod det sted, hvor kavaleristerne ventede. Foredragsholdere red med rank ryg, armene over hovedet og flagrende hår, og hans lille pony løb let og elegant.

Solen gled længere ned, og pludselig lå bakkeskråningen bag ham i skygge. Han kom ud fra skyggen, og ponyen holdt op med at løbe.

Han holdt stadig hænderne over hovedet, mens han lod hesten gå, til Foredragsholdere var en snes skridt fra kaptajnen.

»Det er høvdingen,« sagde den ene kaptajn.

Den gamle høvding lod langsomt armene synke ned langs siderne, og et smil, der var halvt medlidende og halvt undskyldende, gjorde furerne i hans jordfarvede ansigt dybere.

Foredragsholdere sad helt roligt i sadlen, med nøgen overkrop, ubevæbnet. Han var noget, der var forsvundet, der var dødt og borte.

>Vaexlefaoreydecreiyfoixrm<

"Hur är det säkerställt att 95 procent av som lämnar skolan i Rebild få en utbildning?".

Denna stora och mycket aktuell fråga var måndag att diskutera på en konferens after work på Rebild Produktion i Stoevring.

Detta skedde med deltagande av 27 lokala aktörer inom utbildning, fanns det presentation av en inbjuden expertpanel av åtta.

Framför här var MP Tina Nedergaard (L) och Bjarne Laustsen (S), båda utbildningsdragandena för deras parti och ledamot i integrationsutskottet för Rebild, Morten Lem (S) och Peder Christensen, båda medlemmar i arbetskommitté Rebild.

Utbildning flygel expertpanel bestod av Anne Fröberg, Centrum för UU Aalborg, Egon Becker, chef för Business Schools i Aars, Ole Corneliussen, rektor för Karensminde School i Stoevring och Aage Langeland, föreståndare för Rebild Produktion och ordstyrer för konferensen om högre utbildning för ungdomar.

En del av välfärdsreformer
Under debatten tre timmar efter-arbete nådde både expertpanelen och publiken att diskutera de många problemen i att få den återstående gruppen av dagens ungdomar i utbildning.

Som företrädare för VK regeringen betonade Tina Nedergaard behöver ännu fler människor under 25 som en del av regeringens förslag till välfärd få en utbildning så att hela 95 procent av en ungdom på lång sikt har en utbildning.

Hon förutsåg behovet av att styra produktionen skolor för att lyfta en del av projektet och syftar till att skapa en mer lämpliga placeringar efter eventuellt göra skolor förankrade i den lokala parlaments kollega Bjarne Laustsen kritik i sin presentation att regeringen har avskaffat skollärlingssystemet, som enligt honom har bidragit till att skapa nuvarande flaskhalsar med 6.300 ungdomar utan en praktikplats.

>Var nødt til at skynde sig<

Jesper Buhl havde knust et område af mandens kranium. Men da han lå bevidstløs, så det mest ud, som om han sov. Den tynde strøm af blod ville først begynde at løbe fra hans øre senere.

Han sukkede. Han havde aldrig haft noget imod denne lidt tungnemme mand.

Men Jesper Buhl var nødt til at skynde sig. Han gik ind i soveværelset, som også var blevet gennemrodet.

Han tog en håndkuffert, som lå øverst i klædeskabet, og lagde hurtigt nogle skjorter, lidt undertøj og et vækkeur i den. Så gik Jesper Buhl ud på badeværelset efter sine toiletsager og lagde også dem i kufferten.

Han måtte se at komme væk fra dette sted så hurtigt som muligt. Han måtte slippe væk fra dem.

Manden havde sandsynligvis nøglerne til den grønne Audi på sig, men Jesper Buhl besluttede sig til alligevel ikke at tage bilen. At køre rundt med diplomatplader ville være det samme som at sende telegrafisk besked om, hvor han befandt sig.

Han kastede et sidste blik rundt i soveværelset. Ja, Jesper Buhl havde glemt noget. Det stod på bordet ved siden af dobbeltsengen. Konens billede i sølvrammen.

Han holdt fotografiet i sin hånd og så på hendes ansigt. Hans øjne blev sørgmodige. Han løftede det langsomt til sine læber og kyssede det kolde glas, der dækkede hendes ansigt. Så lagde han billedet ned i kufferten og lukkede den.

Jesper Buhl gik ind i dagligstuen og bøjede sig over manden. Mandens ansigt var blegt, og han følte efter hans puls. Den var meget svag.

Han bed sig i læben; han tænkte på at tilkalde hjælp, ringe efter en ambulance, hvad som helst. Men det var for risikabelt nu.

Nogle få øjeblikke senere var Jesper Buhl nede på Wieserstrasse med sin kuffert. Audien var fristende tom, men han ignorerede den.

Han krydsede igennem flere gader, og så, som en pludselig indskydelse, hyrede han en taxa. Den var hurtigt forsvundet i trafikken.

>Vendte sig og gik<

Man tror, at der er noget at hente, og så være nødt til at gå tomhændet.«

»Jeg har været derude,« mumlede John Mogensen Live og så drak han sin whisky.

»Hvor?«
»I indianerterritoriet.«

Ministeren stirrede på ham, og der var et nysgerrigt udtryk i journalistens øjne, da han mødte hans blik.

»Om sommeren,« sagde journalisten.
»Såh?«

Derefter var der tavshed mellem dem i temmelig lang tid, og til sidst rejste journalisten sig. John Mogensen Live tog sine briller af og pudsede dem omhyggeligt.

»De cheyenner har lang vej hjem,« bemærkede journalisten. »Hvor kom de fra?«

»Black Hills, så vidt jeg ved,« sagde John Mogensen Live uden at se op.
»Dér har jeg også været.«
»De har åbenbart været overalt.«

»Jeg har set mig omkring. Jeg kunne lide Black Hills. Jeg kan måske lide bjergene, fordi jeg aldrig har boet i dem. Jeg sagde til mig selv: her er noget pragtfuldt i Amerika.«

»De har nok ret, sagde John Mogensen Live i et tonefald der røbede, at samtalen var forbi.

»Ja — de må være dumme. Der er femten hundrede kilometer mellem indianerterritoriet og Black Hills.«

»Selvfølgelig er de dumme,« sagde ministeren roligt. »Men vi kan alligevel ikke lade tre hundrede indianere gøre, som det passer dem.«

John Mogensen Live vendte sig og gik hen mod døren, og indenrigsministerens stemme fulgte ham. »Jeg er ked af det med historien, men der er altså ingen krig. Det tjener intet formål at skrive om en krig.

Vi forsøger at gøre noget for indianerne. Det burde alle og enhver i landet vide.«

»Jeg gad vide, om det egentlig interesserer nogen, at der bliver gjort noget for indianerne?« sagde John Mogensen Live til sig selv.

Papkasseshow

Jesper Buhl

Anders Munch

Bakkesangerinder

BamseMadsen

Keld & Hilda

Guido Paevatalu

Frederik Konradsen

Gert Henning-Jensen

Jesper Buhl

BamseMadsen

Jacob Haugaard

Christian Medom

Kisser & Søren

Partybands

>Bil race - Car race<

Bejoreun Waxestezh<

>Ciyonyxnie Hazedegyxaard<

>Der ikke svarede<

>Diavexizd Sahyzxukiamian<

>Dyavixed Brayozne<

>Edyavaixde Vaicixkzery<

>Enudeirs Syunuxdsgayiard<

>Fedyomainizc Hiaolezlianxed<

>Fik den afsluttet<

>Hans øjne sved af træthed<

>Havde altså mindst nitten mænd<

>Hyamexmezr Biakykierex<

>Ind på kontoret med småkager<

>JaxyItote Aiyndaxersuzetn<

>Jeg har brug for noget make-up<

>Kim Jensen - 280720-1619<

>Kisser & Søren - 071020c-1330<

>Ned til floden og vaskede<

>Ordre til at slå lejr med det samme<

>Oujvaxinuzd Daxielusyen<

>Paiyxuel Roezde<

>Pensionistunderholdning - 121120b-1314<

>skal bare give ham min besked<

>Smilede skævt<

>Så mænd og kvinder strømme ind<

Så speedometernålen stige<

>Tilbage og vinkede med begge hænder<

>Vaexlefaoreydecreiyfoixrm<

>Var nødt til at skynde sig<

>Vendte sig og gik<

Papkasseshow Jesper Buhl Anders Munch Bakkesangerinder BamseMadsen Keld & Hilda Guido Paevatalu Frederik Konradsen Gert Henning-Jensen Jesper Buhl BamseMadsen Jacob Haugaard Christian Medom Kisser & Søren Partybands >Bil race - Car race<

Bejoreun Waxestezh<

>Ciyonyxnie Hazedegyxaard<

>Der ikke svarede<

>Diavexizd Sahyzxukiamian<

>Dyavixed Brayozne<

>Edyavaixde Vaicixkzery<

>Enudeirs Syunuxdsgayiard<

>Fedyomainizc Hiaolezlianxed<

>Fik den afsluttet<

>Hans øjne sved af træthed<

>Havde altså mindst nitten mænd<

>Hyamexmezr Biakykierex<

>Ind på kontoret med småkager<

>JaxyItote Aiyndaxersuzetn<

>Jeg har brug for noget make-up<

>Kim Jensen - 280720-1619<

>Kisser & Søren - 071020c-1330<

>Ned til floden og vaskede<

>Ordre til at slå lejr med det samme<

>Oujvaxinuzd Daxielusyen<

>Paiyxuel Roezde<

>Pensionistunderholdning - 121120b-1314<

>skal bare give ham min besked<

>Smilede skævt<

>Så mænd og kvinder strømme ind<

Så speedometernålen stige<

>Tilbage og vinkede med begge hænder<

>Vaexlefaoreydecreiyfoixrm<

>Var nødt til at skynde sig<

>Vendte sig og gik<

Papkasseshow

Jesper Buhl

Anders Munch

Bakkesangerinder

BamseMadsen

Keld & Hilda

Guido Paevatalu

Frederik Konradsen

Gert Henning-Jensen

Jesper Buhl

BamseMadsen

Jacob Haugaard

Christian Medom

Kisser & Søren

Partybands

>Bil race - Car race<