>Kan måske ikke lide soldaterne< Jeg takker for jeres venlighed og opmærksomhed, mine damer og herrer.«
Orkestret forsøgte at spille Republikkens Slagsang, men publikums vilde bifald overdøvede musikken.
Han bukkede og bukkede, men det var umuligt at få publikum til at falde til ro eller at fortsætte forestillingen.
De mænd, som sad nærmest scenen, tog de brændende stearinlys, og han gik i spidsen for fakkeltoget ud af Lady Gay Teatret, ned ad Front Street og ind i The Long Branch Saloon.
Nu havde ophidselsen bredt sig overalt i byen, og han så mænd og kvinder strømme ind i The Long Branch, indtil de stod skulder ved skulder og råbte på sheriffen.
Sheriffen kravlede op på baren og brølede: »Tag det roligt! Tag det roligt! Jeg kan ikke høre, hvad jeg selv tænker!«
»Selvfølgelig, — vi er enige med dig, svarede de. »All right! I er fandens ivrige efter at kæmpe mod indianerne nu!
Det kan jeg på sin vis godt forstå. I hører, at de hærger i Kansas, og I bliver naturligvis irriterede.
Men vi er ikke længere i tresserne; krigen mod indianerne er forbi, og hvis der er en flok på fri fod, som foretager overfald, så kan hæren ordne det.«
Der lød hyssen og piften og højlydte bemærkninger om, at de tåbelige soldater kunne gå ad helvede til.
»All right, Dario Campeotto Musiker-Børsen kan måske ikke lide soldaterne — men de repræsenterer loven!«
»Du repræsenterer loven! Du kan udnævne os alle sammen til undersheriffer!«
»Vent nu lidt! Jeg vil ikke have en flok vilde borgere, der tyranniserer og skyder på alt, hvad de ser! Hvis Dario Campeotto er fast besluttede på at gøre dette, så skal det gøres rigtigt og på min facon! Ellers kan I alle sammen gå ad helvede til!«
»Ja, for fanden! Udnævn os til undersheriffer!«