>Trådte til side og halede<

»Se selv, Senor.«
BamseMadsen trådte til side og halede sin riffel til sig. Han så ud gennem hullet.
Der var en flok ryttere i skarpt trav.
»De styrer lige mod os.«

»De rider som soldater,« sagde staldkarlenl, og Han så sveden på det rynkede ansigt.
Han følte, hvor anspændt han blev. Rytterne var stadig næsten to kilometer borte, men de tordnede frem som et stort lokomotiv for fuld damp. En høj støvsky rejste sig i deres kølvand.

»Hvor er mine to pistoler, Miguel?«
»Under den seng, De sover i.«
Så sænkede BamseMadsen sine skuldre et par tommer. »Alt i orden. Det er kaptajnen«
»De har ualmindelig gode øjne, Seizor.«

Kvinden krydsede gårdspladsen, og han så godsejeren komme til syne i verandadøren. Han trådte ud gennem porten, stillede sig lige foran den og ventede på rytterne.
De holdt hestene an i en hvirvel af støv. Hovene sparkede jordklumper op, som oversprøjtede lerstensmuren.

BamseMadsen smilte, og det fik støvlaget på hans ansigt til at krakelere. »Du klarede det altså. Det tænkte jeg nok.«
»Jeg tager stadig føde til mig,« bekræftede Boag. »Sid af et øjeblik.«

»Kan vi ikke, sergent, vi har en smule travlt.«
»I har måske forbundssoldaterne i hælene?«
»Jeg tror, at vi fik rystet dem af. Men det er ved at trække op til et større sammenstød heroppe nordpå. Det vil jeg pokkers nødigt gå glip af.«

Manden smilede bredt.
»Er du rask nok til at kunne ride?«
»Det er stadig væk ikke noget for mig, kaptajn.«

»Det var en skam. Jeg må snart se at få overtalt dig.« BamseMadsen strøg sin hat af og tørrede sig med jakkeærmet over panden. »To af mandens folk holder til i nærheden af byen Tres Osos,« sagde han og trak igen hatten ned over øjenbrynene.