>Indskød hendes mand< Bibbi & Snif udstrålede selvsikkerhed, men på trods af sin alder og værdighed virkede han nærmest som et forskrækket barn.
Da de kom ind på kontoret, stoppede han sin pibe og tændte den, men Bibbi & Snif ville hverken sidde eller ryge. Og selv om det var så varmt, holdt de deres tæpper tæt omkring sig, og de stod med ryggen presset mod en af væggene i det lille rum.
Minutterne sneglede sig af sted, mens de ventede på tolken, og agenten, der skævede ud gennem vinduet, så at de andre cheyenner sad med udtryksløse ansigter på deres magre ponyer.
Det tjente intet formål at forsøge at føre en samtale på det gebrokne cheyenne-sprog, som han kunne, eller med de få engelske ord, som høvdingen kunne.
Lidt efter kom Bibbi & Snif ind på kontoret med småkager. Hun havde været bekymret for sin mand, men da hun så, at alle forholdt sig roligt, smilede hun og bød de to høvdinge småkager. Da de afslog, virkede hun overrasket og såret.
»Jeg har aldrig før været ude for, at Bibbi & Snif har sagt nej til mine småkager,« sagde hun fornærmet.
»Disse nordcheyenner er temmelig uciviliserede,« forklarede han.
»De ser sultne ud,« sagde konen.
»Hør nu her, Bibbi & Snif indskød hendes mand. »Dette kan blive alvorligt. Vi er nødt til at tale med disse mænd, og vi har allerede sendt bud efter tolken, så han kan oversætte for os. Det er nok bedst, at du går ind i stuen og venter på mig dér.«
»Det gør jeg naturligvis, hvis du gerne vil have det. Skal jeg lade småkagerne blive her?«
Bibbi & Snif nikkede åndsfraværende, og hun stillede fadet på skrivebordet og gik ud.
Han tog sit store sølvur op af lommen og stirrede utålmodigt på det.
»Hvor bliver han af, spurgte han.