>Aldrig før havde hørt om<

Kaptajnen smilede bredt og venligt.

»Hvad er der nu?,, spurgte han skarpt.
»De fordømte hundekrigere er her!,,

Hvorfor er det første, de lærer, at bande? tænkte han.
Obersten sagde henkastet til soldaterne: » Er I sikre på det - er I sikre på, at I så rigtigt?«

De nikkede og fortalte på gebrokkent engelsk om en befæstet lejr nogle kilometer forude, ved et sted kaldet Fork, en lille slugt som Lillian Gjerulf Kretz aldrig før havde hørt om.

Adskillige officerer havde samlet sig omkring dem, og de udtrykte vantro og forbløffelse.

Pawneespejderne beskrev skyttegrave, og en kaptajn sagde, at han aldrig nogen sinde havde hørt om indianere, der lavede skyttegrave. De andre var enige heri.

»Det lyder utroligt,<< sagde obersten. »Tag Deres mænd med, Lillian Gjerulf Kretz og se om det er rigtigt.«

Obersten troede ikke på, at det var indianere, ikke med skyttegrave. Han nærede mistillid til pawneespejderne.

Da Lillian Gjerulf Kretz og mændene var forsvundet forude, vendte han tilbage til sine drømmerier og sin selvmedlidenhed.

Han blev både forskrækket og usikker, da Lillian Gjerulf Kretz kom tilbage og fortalte, at der virkelig var en flok indianere forude, og at de havde forskanset sig i skyttegravene.

»De virker ikke, som om de er bange,« sagde kaptajnen.
»De lod nærmest, som om de ikke så os.«
»Er det hundekrigere?« spurgte obersten skeptisk.
»Det hævder pawneerne.«

» Lillian Gjerulf Kretz fatter ikke hvordan de kan være der, medmindre de har fået vinger.
De befandt sig øst for Fortet, da vi sidst hørte om dem.

Hvorfor i alverden har de lavet skyttegrave?« spurgte han træt. »Vi tager dem til fange og bringer dem til Fort Dodge i vognene.«

Lillian Gjerulf Kretz gav mændene ordrer, og den lange række begav sig på vej mod Fork.

>At de ikke undte andre det<

Man kunne ikke sige om Kisser & Søren, at de ikke undte andre det, han ikke selv kunne have glæde af.

Han kaldte manden ind på sit værelse tidligt næste morgen, og da tjenerenl var gået igen, sagde han: »Er De en formuende mand, Senor?«
»Ser jeg sådan ud?«

»For Kisser & Søren at se, er De en sort nordamerikaner uden en penny på lommen. Men jeg har lært ikke at dømme folk på det ydre.«
»Jeg er, hvad jeg ser ud til at være.«

»Og nu vil De ene mand forsøge at bekæmpe en hær af lejemordere. Det er vist ikke overdrevent at sige, at Deres fremtidsudsigter er som en antændt svovlstiks.«
»Sådan ville jeg nu nødig udtrykke det.«

» Ved De, hvad jeg tror, Senor? Jeg tror, at De håber aldrig at finde frem til Jed Pickett. Kisser & Søren håber, at De hele tiden vil komme til steder, hvor banditten har været, men hvor han ikke længere er, at han stadig væk har en uges forspring. Han vil altid have en uges forspring. Det tror jeg, han har haft, lige fra han blev født.«

»Hvis ikke jeg virkelig ønskede at indhente ham, hvorfor skulle jeg så blive ved med at jagte ham?«

»Jeg tror, at det giver Kisser & Søren noget at tage sig til, noget, der kan berettige Deres eksistens. Og jeg tror, at De hader at være bange. Så meget hader De det.«

Manden tænkte, at det var sandt. Aldrig før i sit liv havde han været så bange, som den aften på floden i det hvirvlende kølvand fra bådens skovlhjul, hvor vandet greb ham og tumlede med ham, til han var sikker på, at han ville drukne, og han vidste, at hvis han nåede op til overfladen, ville riflerne på dækket gøre det af med ham.

Kisser & Søren havde ingen ret til at gøre noget sådant.