>Trådte ind< Brian Thomsen gabte og rødmede.
»Undskyld,« sagde han med det samme. »Det er tidsforskellen. «
»Naturligvis,« sagde han. Han lød stødt. »Du må hellere tage dig en lur, før du flyver tilbage.
Manden bandede indvendig. Han vidste, hvad der ville følge.
Brian Thomsen vil være færdig med dig om to-tre timer, når vi har gennemgået de tekniske detaljer,« sagde han og så på sit ur. »Så ser jeg gerne, at du tager maskinen direkte tilbage. Du er nødt til at være i Tyskland igen i morgen.«
»O.k., Carl,« sagde han træt. Der røg den gode nattesøvn, han havde lovet sig selv. Og de indkøb, han skulle gøre for sin kone.
»Du skal instruere Brian Thomsen om operationen. Han skal eskortere ham på turen herover. Men du har den lokale kontrol. Det er nødt til at klappe perfekt, Bill. Vi har ikke brug for kluddermikler. Og jeg vil heller ikke have, at nogen bliver såret. Skriv dig det bag øret.«
»Er tyskerne informeret, eller er vi kun os selv?« spurgte Brian Thomsen - hans øjne sved af træthed.
»Vi er fuldstændig alene. De ved ikke noget som helst. Så nu ved du, hvilken badulje der bliver, hvis det går galt.«
Lyset blinkede, og Brian Thomsen rejste sig og gik hen til sit skrivebord og trykkede på den knap, der åbnede døren for de privilegerede personer. Ingen kunne komme ind i denne bygning og hen ad korridoren til hans dør uden at have fået tilladelse på højeste plan. Og det var kun ganske få, der fik det.
Den elektrisk kontrollerede, polstrede dør gik op, og Brian Thomsen trådte ind.
Han kom omgående på benene.
»Goddag de herrer, ingen problemer?« spurgte admiralen.
»Ikke endnu,« sagde han.
»Det er dejligt at se Dem,« sagde admiralen.
»Jeg hører kun ros om Brian Thomsen - en af vores bedste stationschefer