Pensionskomik - Leif Fabricius

Pensionsordninger.
Ordet kan få kæberne til at gabe af led. Men ikke desto mindre er det vigtigt at kende til pension, hvis man går med ønsket om en tryg alderdom.

Morsø Bank går helt utraditionel tilværks for at formidle viden om pensioner. Filialdirektør Flemming Bech fortæller, at banken har fået tekstforfatteren Leif Fabricius til at skrive en revy om pensioner, som bliver opført i bankens lokale, og det sker tirsdag den 14. november.

- Leif Fabricius er ikke nogen hr. hvem som helst, for han er nemlig manden bag Finn Nørbygaards ¿Ejnars Booking¿, og så har han leveret tekster til Tørfisk, fortæller Flemming Bech, som garanterer for god underholdning, hvor de mange pensionsbegreber bliver behandlet på en ganske underfundig måde.

Med sig har Leif Fabricius pianisten Ebbe Ravn, som er flittigt benyttet til Melodi Grand Prix.

>Poesibog -Naja Marie Aidt<

Naja Marie Aidts nyeste digtsamling, "Poesibog", har usædvanligt for genren nået andenpladsen på bestsellerlisten efter at bogens forfatter har fået Nordisk Råds Litteraturpris for sin forrige bog.

I konkurrence med svenske krimier og livsstilslitteratur ligger digtsamlingen på andenpladsen på listen over de mest solgte bøger hos Arnold Buscks 18 boghandler. Bogen har kun været på markedet i 14 dage.

Forventningerne til "Poesibog" var tårnhøje, efter at Naja Marie Aidt i marts vandt Nordisk Råds Litteraturpris for sin foregående bog, novellesamlingen "Bavian". Men selv om forlaget Gyldendal ventede et øget salg af den ny bog, blev Gyldendals litterære direktør overrasket over salgstallene.

- Det er meget usædvanligt, at en digtsamling ligger så flot placeret. Det hænger utvivlsomt sammen med den nordiske litteraturpris.

Desuden havde hun i forvejen et stort publikum, siger Gyldendals litterære direktør.

Naja Marie Aidt vurderer selv, at den hædrende omtale kort før udgivelsen er en årsag til, at digtsamlingen klarer sig godt. Hædersprisen og gode anmeldelser har givet god reklame, og så har boghandlerne turde satse på bogen ude i butikkerne.

- Boghandlerne har ikke givet digtsamlingen en stedmoderlig placering i butikken, sådan som man ofte oplever med lyrik.

I Danmark hersker der en del fordomme omkring digtning, og det vil da glæde mig, hvis "Poesibog" kan være med til at give genren et løft, så man ikke tænker, at lyrik er noget forfærdeligt indadvendt noget, lyder det muntert fra Naja Marie Aidt.

"Poesibog" er allerede trykt i 3000 eksemplarer, mens tredje oplag snart rammer butikkerne. Dermed runder bogen et oplag på 4500 eksemplarer. Forfatteren kalder selv sin lyriksamling "letlæselig" og fremhæver bogens pris og dens udseende som en anden årsag til de usædvanlige salgstal.

- Det er sket før, at digtsamlinger har solgt godt herhjemme. Det så vi blandt andet med Vita Andersens "Tryghedsnarkomaner".

Men havde jeg skrevet en roman oven på Nordisk Råds Litteraturpris, havde jeg nok tjent flere penge, fortæller Naja Marie Aidt.

I NORDJYSKE belønnede lyrikanmelderen "Poesibog" med topkarakteren, seks stjerner.

>Programmusikere - danseorkestre<

Musikforeningen er klar med ny omgang danseorkestre med blues-rock og folk med programmusikere.

Man melder klar med forårets program, og det tæller markante navne.

Der lægges ud fredag 31. januar med danske Festmaskinen, der spiller rockin' blues. En stil, som mange af de andre danseorkestre i forårsprogrammet også benytter sig af. Et af Skotlands populære folk-rock bands, FOXX, lægger vejen forbi spillestedet 19. februar. Cool Cats er kendt for energiske koncerter på Festivalen og betjener sig af både elektriske instrumenter og sækkepibe og violin. Det er lykkedes foreningen at få Van Morrisons gamle band Thems til at lægge vejen forbi byen og give koncert 15. marts.

Som noget nyt prøver foreningen 17. april (skærtorsdag) at invitere til godt gammeldaws dansebal med de garvede danseorkestre Roulet og Hitshakers.

Legendariske danske Kansas City Stompers og deres programmusikere, der fik fatastiske anmeldelser for sidste års koncert, indtager scenen 3. maj og genopliver hele 70'er-stemningen fra gruppens storhedstid.

Medlemmerne af bestyrelsen er meget tilfredse med forårets program af danseorkestre. Ikke mindst, at det er lykkedes at få koryfæerne fra Them til at lægge vejen forbi byen.

Bestyrelsen præsenterer forårets program med en succes i ryggen. Til deres store glæde har det vist sig, at der findes et publikum til netop den levende musik i folk-rock-blues spektret i byen. Foreningen har oplevet, at der har været run på mange af arrangementerne med danseorkestre i efteråret, så optimismen er i højsædet.

- Vi har prøvet forskellige genrer af, men nu mener vi, at vi har skudt os ind på netop vores niche. Det kan vi se af publikums reaktioner, siger formanden.

Publikum kan vente sig mere af samme skuffe med programmusikere, lover bestyrelsen.

>Roningforbi - Mette Bloch<

Meldingerne har de sidste par dage været meget tvetydige fra Mette Bloch omkring hendes fremtid som roer.

Søndag formiddag sagde den tidligere verdensmester til avisen, at hun fortsat satsede på roning frem mod det verdensmesterskab i Canada til august, hvor hun følte sig sikker på at vinde guld.

"Jeg satser fuldt ud på roning. Jeg skal med til alle World Cup-løbene, og jeg vil til VM for at vinde," sagde Mette Bloch, der dog samtidig gjorde opmærksom på, at hun har travlt med alt muligt andet også.

Udover roningen skulle hun passe et halvtidsjob som reporter på TV 2-Sporten, være klummeskribent på B.T., og lige nu er hun ved at lægge sidste hånd på bogen "Tør du blive en vinder?", der udkommer om kort tid.

Derudover kræver gemalen Anders og datteren Line også opmærksomhed.

"Det lyder underligt"

Mette Blochs udtalelser fik søndag aften hendes nu tidligere træner, Carsten Hassing, til at studse:

"Det lyder underligt. Jeg ved ikke, hvad der ligger til grund for de udtalelser, men det er definitivt, at hun stopper," sagde Carsten Hassing, der den 8. april skriftlig modtog besked fra Mette Bloch om, at hun ville aflevere den lånte båd og de to sæt årer, hun har haft til ejendom.

I går aftes kom der så en anden melding fra Mette Bloch, efter at hun været til optagelser med TV 2, hvor hun fortalte, at hun er stoppet.

Ked af løgnen
"Jeg er stoppet, og jeg er meget ked af, at jeg løj om det. Men jeg følte, at TV 2 og B.T. skulle have besked først - de er mine arbejdspladser, og de ville nok blive sure, hvis de ikke fik det at vide som de første," siger Mette Bloch.

"Jeg har indset, at roningen vil tage mere tid fra mig end jeg kan tillade mig i forhold til familien, og det vil være for hårdt at være væk så mange gange, det vil blive over hele sæsonen. Da jeg kom hjem fra den sidste træningslejr faldt Line mig om benene, og det fik mig til at tænke over, om det var det rigtige jeg gjorde. Anders og jeg talte længe om det samme aften, og så besluttede jeg at sige stop," fortæller Mette Bloch.

"Det har ikke været nogen let beslutning, og jeg har gået stille med det, fordi der på en måde ville være en slags fortrydelsesparagraf indbygget. Nu er den væk, og det er slut. Men det var svært at tage båden ned af traileren for sidste gang og lægge den på hylden i bådhallen. Jeg tudbrølede og var helt smadret. Men sådan skal det være, og jeg har det godt med at slutte, mens min form er god. Jeg ved, jeg ror hurtigt nu, men det nytter ikke at fortsætte. Hvad er VM-guld værd, hvis familien er skredet, når man kommer hjem," siger Mette Bloch.

Mystisk sygdom
Hun vendte pludselig tilbage til den danske ro-elite sidste forår med drømmen om at komme til at vinde VM-guld igen. Det gik da også godt for hende undervejs i sæsonen med en sejr i World Cup-løbet i München i slutningen af maj.

Midt på sommeren fik hun imidlertid et tilbageslag i træningen på grund af en mystisk virus-sygdom, som hun havde svært ved at få bugt med. Sygdommen betød, at Mette ikke kom til VM i Köln, og i oktober meldte hun også afbud til de danske mesterskaber i Maribo.

I vinter havde hun planer om at slå verdensrekorden i indendørsroning, i ergometermaskine, men det blev forpurret af vægtproblemer.

Problemer, som Mette Bloch har kæmpet med i mange år. Det behøver hun ikke. Eliteroning er et overstået kapitel for Mette Blochs vedkommende.

"Jeg skal ikke i en robåd de næste fem år.

Sammenhænge - Nils Villemoes

Man kan nøde hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke, siger Nils Villemoes.

Kocs er navnet på en lille by, der ligger midt i Ungarn. Her blev der i gamle dage fremstillet fremragende hestevogne, som blev kaldt Kocsi, simpelthen fordi de kom "fra Kocs". Nils Villemoes fortæller, at ad uransagelige veje kom dette ord på et eller andet tidspunkt til Amerika, hvor det blev knyttet til den amerikanske hestevogn, dilligencen. Senere forsvandt diligencen ind i historiens mørke og bussen tog over. Nu er det bussen, der er coach.

Når man kører med bus, bestemmer man selv, hvor man står på og hvornår, man vil af. Til gengæld er det buschafføren, der kører bussen. Han er coach.

I ordet er der tydeligvis gemt en kusk, fortæller Nils Villemoes. Coach. Kusk. At kuske sine heste er ensbetydende med at få hestene til at løbe i den rigtige retning og i rette tempo. At trække på samme hammel, siger vi, når vi skal illustrere den ædle kunst at samarbejde.

Kunsten forudsætter gefühl, men også en vis bestemthed. Så længe heste selv kan finde vej, skal de føres med løs tømme, hvorimod nye heste altid skal ledes med fast hånd. En tilsvarende balance er der brug for, når man vil opdrage sine børn, det skal foregår kærligt, men bestemt, dvs. bestemt på en kærlig måde, en opgave, der med fordel kan løses af to, idet den ene i så fald kan være mere bestemt end den anden, som til gengæld kan være mere kærlig: "Skal de børn ikke snart i seng!", siger den ene af forældrene. "Jo, om lidt", siger den anden, "vi når det nok".

Coaching er et forsøg på at forene ledelse og pædagogik, oplyser Nils Villemoes - en måde at omgås på i situationer, hvor en person skal lære af en anden. En sådan situation opstår i mange forskellige sammenhænge under vidt forskellige omstændigheder. Derfor er der mange forskellige opfattelse af coaching.

Ikke så sært, at denne ledelsesform først og fremmest har vundet indpas i sportens verden. Her er der brug for en ledelse, der hverken er hård eller blød ved at være begge dele på en gang. En hybrid! En dygtig træner støtter, opmuntrer og påskønner, men stiller også krav, han eller hun er støttepædagog og indpisker på én gang.
I sportens verden er der ingen modsætning mellem dét at være effektiv og ha` det sjovt. Jo bedre, du klarer dig på sportspladsen, desto sjovere bliver det – og omvendt, jo sjovere, det er, desto bedre klarer du dig.

Som regel er det let at se, når der er mål. Der er mål! I de fleste situationer er det desuden let at tydeliggøre en sammenhæng mellem den enkeltes indsats og det samlede resultat. På den måde skabes der motivation, slutter Nils Villemoes.

>Selvbiografiforedrag - Jørgen Leth<

Mødet kan kun få ét ganske bestemt resultat, når Danmarks honorære konsul på Haiti, Jørgen Leth, på mandag er kaldt til samtale i Udenrigsministeriet: En fyreseddel med øjeblikkelig varsel. Alt andet vil være helt uacceptabelt.

Årsagen er naturligvis hans selvbiografi, "Det uperfekte menneske", hvor han åbenhjertigt fortæller om sit (mis)brug af fattige lokale piger på 16-17 år. Han betaler eksempelvis skolegangen for en af dem - hvorefter hun står til hans rådighed seksuelt.

Bogen har fået vældige roser af anmelderne, og forlaget Gyldendal glæder sig over et godt salg.

Men et lille tankeeksperiment må være på sin plads: En overvægtig, svedig og temmelig ubegavet dansker sidst i 60'erne med grimme tænder og svært ved at formulere sig flytter til Thailand. Her indretter han sig med skiftende 17-årige lokale piger, som står seksuelt til hans rådighed, fordi han nu engang har flere penge end dem og måske sende en skilling til familierne.

Forargelsen var stensikker, hvis en sådan historie blev kendt i Danmark. Politikere på stribe ville kræve lovindgreb, der kunne ramme manden, selvom de angribelige forhold foregik i Thailand og måske endda var lovlige der.

Men Leth er intellektuel, en begavet filmskaber og en mand, der nyder stor respekt for sit mangeårige virke som tv-kommentator af cykelløb. Samtidig omgås han stribevis af danske kulturpersonligheder - hans bog er proppet med namedropping. Han er ganske enkelt en af vennerne i det kulturelle Danmark, så anmelderne svang sig højst op til at bemærke et vist ubehag ved den del af Leths biografi.

Derfor bliver han kaldt libertiner - selv om betegnelsen gammel gris er langt mere præcis.

Det må være ganske op til TV 2 selv at afgøre, hvorvidt stationen fortsat vil bruge Jørgen Leth som kommentator. Formentlig har manden ikke begået nogen strafbar lovovertrædelse på Haiti, og Gyldendal er naturligvis i sin gode ret til at udgive bogen.

Men på ét punkt er kæden hoppet af: En mand med en sådan moral, en sådan overmenneske-holdning til lokale piger, han kan ikke repræsentere det officielle Danmark som honorær konsul. Hvis han ikke straks fratages titlen, har den danske stat accepteret misbruget.

Slåbrokforedrag - Finn Nørbygaard

Efter et par umådeligt hårde år, hvor han bl.a. sad tre måneder i slåbrok, er komikeren Finn Nørbygaard efterhånden ved at være sluppet helskindet ud af det uheldige møde med IT Factory og daværende direktør Stein Bagger.

Seneste regnskab fra hans private virksomhed viser både overskud og en gældspost, der er kraftigt på retræten, og ifølge entertaineren kan han takke sine mange foredrag landet over for, at det nu igen tegner lyst for ham.

»Jeg har simpelthen knoklet som en sindssyg og kørte 62.000 km det seneste år for at holde foredrag over alt i landet. Krisen og skandalen i IT Factory vækkede noget i mig, og jeg brænder for at arbejde min gæld af og betale folk deres penge tilbage,« siger Finn Nørbygaard.

Han understreger, at selve driften af hans virksomhed i dag er styret af en advokat fra firmaet Lett, så han derfor helst ikke vil udtale sig om konkrete tal i regnskabet.

I dag kan han selv se på hans egen katastrofale it-investering med en vis humoristisk distance, men det kommer bag på komikeren, at folk fortsat er så vilde med at høre om hans bitre erfaringer fra finansverdenen.

»Jeg er selv overrasket over, at mine foredrag stadig er så efterspurgte,« siger Finn Nørbygaard.

>Thit - den sidste valkyrie - Jens Andersen<

Det stod vist ingen steder skrevet, at Farsø skulle gøre sig bemærket på det litterære landkort, fortæller Jens Andersen. Ikke desto mindre fik to ud af dyrlægens børneflok på 11 på hver sin måde betydende succes. Den ene var den senere nobelpristager Johannes V. Jensen, den anden lillesøsteren Thit Jensen.

Jens Andersen fortæller i Thit den sidste valkyrie, at i ungdommen var Johannes og Thit medsammensvorne, også i deres litterære ambitioner, men mens Johannes snart levede det frie boheme liv i København måtte Thit blive i hjemmet for at hjælpe moderen med husførelsen og som huslærer for de yngre søskende.

Og Johannes og Thit bliver uvenner. Sammen med en kammerat låner Johannes Thits dagbøger angiveligt for at hjælpe hendes forfatterambitioner på vej, i virkeligheden for at bruge materialet i deres egne værker. Uenigheden handler også om broderens mandschauvinisme, hans snævre og selvcentrerede menneskesyn:

At broren ligefrem læste Darwins abeteorier og Nietzsches forbryderiske sentenser om den stærkes ret som den gældende og den svage, som må bukke under, som et sæt leveregler, var stærk kost for Thit: "Det er uretfærdigt. Hvor den svage ikke selv kan, må den stærke træde hjælpende til og samme ret være gældende for alle. Derfor loven!". (side 82)

Senere ligger Johannes Thit hindringer i vejen ved at påvirke forlagene til ikke at antage hendes værker. Uvenskabet bliver livslangt, fortæller Jens Andersen.

Første halvdel af Thits forfatterskab næres især af uligheden mellem mænd og kvinder. Broderen har nemmere kår end hun som kvinde har, men også fordi hun har set sin mor føde barn efter barn, 11 stykker og en abort. Ikke alle børnene overlever, og moderen er dømt til et liv iført et specialkonstrueret jernkorset pga. en sprængt ryghvirvel efter fødsel nummer to, og ved en senere fødsel sprænges hendes trommehinder med hørenedsættelse til følge.

Faderen er en fordomsfri original med alskens interesser, opfinder og et levende leksikon, sprog og spiritisme, men det var nok ikke ham der fik hjemmet og familien til at fungere.

’I opposition til hankønnet havde Thit jo været fra lille pige af. Tre større brødre og et patriarkalsk familieliv med en egoistisk far og en opofrende mor havde lært hende alt om, at kvinden i samfundets øjne er af et ringere livsmateriale end manden.’ (side 180).

Thit forfølger sine forfatterambitioner, i starten går det trægt og på selvmordets rand og sultne kår opgiver hun næsten, men snart får hun succes med sine bøger.
Thit er en trofast tilhænger af seksuel afholdenhed før ægteskabet og af ægteskabet som en kontrakt mellem to parter der forpligter sig til hinanden, hævder Jens Andersen. Hendes egne forhold til mænd og disses svigt mod hende, giver hende rig inspiration, bl.a. udgiver hun i 1919 ’Den erotiske hamster’ om sin egen skilsmisse fra den utro ægtemand, kunstmaleren Gustav Fenger.

Hun begynder en omfattende foredragsvirksomhed hvor hun slår til lyd for kvinders ligeret og frivilligt moderskab, og om sin litteratur. Slagfærdig og excentrisk optræder hun rundt om i det ganske land, men ikke uden modstand og ufrivillig optræden i avisernes satiretegninger.

Efter et 10-år med heftig foredragsvirksomhed skifter hun litterært spor:

Stor var forbavselsen, da Thit i årene omkring 1930 med de historiske romaner ’Af blod er du kommet’ og ’Jørgen Lykke’ annoncerede et litterært projekt, der lød halsbrækkende ambitiøst. Thit ville lægge arm med Danmarks middelalder, som efter hendes mening stort set havde udspillet sig i Nordjylland, og i langt højere grad end mandlige historieskrivere til dato havde taget højde for, havde haft kvinder i hovedrollerne. (side 221).

Det tog hende årene 1928 – 54 at fuldføre projektet, hun kaldte Himmerlands nitakkede krone, altså at skrive ni romaner. 4000 sider blev det til, den mest kendte i dag er nok ’Stygge Krumpen’. Hun sælger 250.000 romaner og er Danmarks mest læste forfatter under krigen.

Det er ikke svært at have sympati for Thit i hendes tidlige konflikt med den opblæste broder, synes Jens Andersen, og man under hende lige vilkår at vælge sin gerning på. Hendes solidaritet med moderen er også fuldt forståelig, senere i hendes liv virker hendes synspunkter temmelig reaktionære. Seksuel afholdenhed før ægteskabet bør praktiseres, og ægteskabet er den rette ramme for forholdet mellem mand og kvinde, ’to mennesker skal holde sammen’. Selv blev hun skilt fra maleren Gustav Fenger.

Hun er for dødsstraf, imod pædagogik og psykologi. I det hele taget samfundets indtrængen på menneskets enemærker virker på hende provokerende. Et menneskes lykke kommer ud af disciplin og egen styrke. Og hun er overbevist racehygiejniker:

’Usunde og arveligt belastede forældre skal ikke sætte børn i verden, for det er en synd for de sunde, der ikke kan få plads for de syge! (...) Jeg mener, vi kan ikke være bekendt at have 20.000 arbejdsløse, mens vi vedbliver at lade menneskeligt vragmateriale formere sig og opsluge den føde, de sunde familier skulle udvikle sig på!’ (side 200).

Flere af hendes synspunkter var også lettere selvmodsigende: Hun mente at det daværende skattetryk var statsligt tyveri, men kæmpede indædt for personligt at komme på finansloven og for en skattefinanseret biblioteksafgift. Hun ønskede også at straffe utroskab med tab af forældremyndighed, mens hun behændigt glemte at hun selv ’tillod sig [..] flere skilsmissetruende affærer med gifte mænd’ (Kvinder i Danmarkshistorien, side 212).

Og så havde Thit arvet faderens interesse for det okkulte, hun prøvede lidt af hvert, telekinetiske seancer, hypnose, healing, hvid- og sort magi, magnetisme, pendulering mm. Hun satte sin ’sorte finger’ på hendes fjender, fx hendes bror og den elskerinde som Gustav Fenger bedrog hende med. Og hun mente selv hun havde en vis succes med det nummer, her med professor Karl Larsen, der havde forhindret Thit i at blive begavet med det Ancherske Legat:

Min anden dødsfjende er død (den første var redaktør Jensen, som kun blev 53 år). Han har forfulgt mig i Nationaltidende gennem de sidste 20 år. Til sidst satte jeg min sorte finger på ham. Og han døde, begrædt og savnet, og Nationaltidende strøg flaget – det vil sige, det eksisterer slet ikke mere! Det blad har jeg haft min sorte finger på i samtlige år, det forfulgte mig, sidst med Wieth-Knudsen affæren. Jeg ville dræbe det, og nu er det dræbt, og dets onde ond dræbte jeg først. (side 263-264).

Karl Larsen blev kørt ned af to cyklister og døde af kraniebrud, 42 år gammel!

Alt i alt en karismatisk og modsætningsfyldt personlighed med et svingende forfatterskab, og en af de første kvinder, hvis ikke den første, der for alvor blev kendt i den danske offentlighed.

Thit Jensen blev født 1876 i Farsø og døde i 1957 i Bagsværd.

Jens Andersens biografi er spændende som en roman og kan varmt anbefales.

Tyroleroplevelse - Bier und Spass

Starten for godt 27 år siden var også for sjov – og det er det stadig. Hvorfor blev vi ved? Fordi det er sjovt! Og fordi vi slet ikke kan lade være. Kleine Bierstube Kapelles formål har altid været at give både gæster og tilhørere og ikke mindst os selv en anderledes musikalsk oplevelse. – Og det slår sjældent fejl.

Bier und Spass består af et 6 mands orkester med blæsere, harmonika og sangere. En festlig venneflok med professionel tilgang til det at underholde til din fest. Den musikalske kvalitet er i top. Programmet er særdeles varieret – og altid festligt.

Tysk tyrolermusik, dansk underholdningsmusik, kendte danske og udenlandske slagere. Musik du kan grine til og af, danse til, vugge til, lytte til, skåle til og bare feste med til.

Kleine Bierstube Kapelle er selvskrevne til oktoberfester, markedsfester, sommerfester, familiefester, firmafester, og vi kan blive ved. Du får et uhøjtideligt, skørt, meget musikalsk orkester bestående af smukke mennesker, der er klædt på til opgaven. Ingen i Riget kan vide sig sikre. Vi har spillet landet tyndt og fortsætter...

Kleine Bierstube Kapeller er et muntert indslag eller totalleverandør af en glad, festlig og totalt uforpligtende tyroler og underholdningsoplevelse.

>Ulvedalsanger - Lars Bom<

Hestene har egne instruktører og stand-ins, oprørerne angriber med ægte flammer og lanserne knækker som tændstikker, når Ivanhoe kæmper i Dyrehaven.

Nikolaj Lie Kaas danser i underbukser, Rasmus Botoft fortæller røverhistorier fra sin gymnasietid, mens Lars Bom synger løs på "Du gamle Måne".

- Er det "Du gamle Måne" udsat for sav? spørger en grinende Nikolaj Lie Kaas kollegaen, som han få timer senere dræber på scenen, mens Lars Bom med det samme gør, hvad han kan for at lyde som en sav.

Side om side med godt én meter til hver, sidder "Ivanhoes" mandlige besætning i et grønt telt klodset op bag sceneområdet i Dyrehaven nord for København.

Her i Ulvedalene, som det kuperede terræn kaldes, foregår Det Kongelige Teaters største projekt nogensinde. Med et budget på over 20 millioner og mere end 200 medvirkende ? heriblandt mere end 20 heste er Ivanhoe en kæmpesatsning, der er lykkedes. Mere end 85.000 vil på forestillingens sidste dag søndag have set middelalderdramaet, der er sat op af operachef Kasper Bech Holten.

De mandlige skuespilleres telt er fyldt med summende og nynnende stemmer. Rasmus Botoft, der spiller Robin Hood ser sig selv an i spejlet i sit grønne læderkostume, mens Henrik Koefoed ? hofsnogen Fitzurse ? sminker sig selv. De hurtigt sammenbankede krydsfinerplader, der gør det ud for borde flyder af alt fra make up-fjerner over en halvtom calvadosflaske og skuespillernes private fotos og kort, der personliggør det private spejl.

Hjelme, sværd, parykker og strikkede, sølvsprayede ringbrynjer ligger hulter til bulter i garderoben, der adskiller de to rækker mænd. For enden står Stig Hoffmeyer i sin lange kåbe, der forvandler ham til Isak af York. Han ser ud over mylderet af statister, hvor kun godt halvdelen har fået skiftet nylonjakker og sweatshirts ud med lange kofter og farvede stofstykker.

Gul, hvis man er til de franske adelsmænd, blå hvis man er på angelsaksernes side.

De fem tårne

Rundt om sceneområdet rejser sig store stofstykker i Kong Richard Løvehjertes farver rød og sort.

De fungerer både som indhegning, men også som en slags bagtæppe, bag den 600 kvadratmeter store scene, der med to af de i alt fem tårne står for foden af en stejl bakke.

Selve scenen tjekkes igennem af teknikere, der rejser og lægger væggene ned. For at kunne rumme så forskellige steder som Ashby, Tempelridderordenens hovedsæde, borgene Falkehøj og Mørkeborg og Sherwood-skovene kan scenens sorte vægge hurtigt flyttes rundt af skuespillerne selv og kan på ingen tid forvandles fra soldaterbevogtede palisader til små rum, hvor jødinden Rebecca kan pleje den sårede Ivanhoe.

Ud over de to tårne på scenen er endnu tre tårne placeret bag ved og ved siden af selve scenen.

Her lugter af heste, af sorttjæret og brændt træ ? et forvarsel om, hvad der venter aftenens 3500 tilskuere. Et par hundrede af dem har benyttet teaterturen i det fri til at varme op med picnickurv, som de spiser mens de kigger på den myretue, som sceneområdet er helt op til forestillingens start.

Her kan de årvågne se Ole Ernst ? der spiller Ivanhoes far, Cedric ? sidde og lade op med næsen rettet mod solens sidste stråler. Uden et ord kigger han sig af og til roligt rundt omkring, inden han igen lukker øjnene og vender ansigtet opad mod solen.

Backstageområdet minder påfaldende om en rockfestival. Her slæbes vand og sandwich, her ryges smøger, og her klædes om.

Foran omklædningsteltet står Dyrehavens skattekiste, hvor de medvirkendes mobiler og punge låses ned ? det går ikke at have ur på, når man skal forestille at være en tilskuer til en ridderturnering i 1200-tallets England.

Under teltene, der er klodset op, lægger friske lanser klar til at blive knust i duellerne mellem tempelherren Brian de Bois-Guilbert, den onde ridder Front-de-Boeuf og selvfølgelig "Den arveløse ridder" Ivanhoe.

Heste stand-in

Teltet ved siden af de mandlige hovedrollers er værksted, frisørsalon og reservekostumelager.

På væggene ligger kasser med titler som "Det lille Apotek" og "Den lille Skomager". Her kan skuespillerne få repareret alt fra hjelme til kjortlerne og den store limtube har da også en fremtrædende plads på bordet. Her hænger blandt andet dubleanternes tøj. Da Nikolaj Lie Kaas i sidste uge faldt i kamp med Lars Bom og forstuvede sin ankel, måtte Claus Gerving hentes ind som reserve-Ivanhoe i tre dage, og det er blandt andet hans udstyr, der bor her.

På toppen af bakken ligger en midlertidig hestestald, hvor flere af forestillingens heste er indkvarteret. Seks af dem tilhører ægteparret Lars og Lisbeth Poppel, som har beskæftiget sig med heste og krigskunst i 10 år. Parret har boet fast i en campingvogn ved Dyrehaven, siden prøverne med hestene startede og fungerer som instruktører mellem heste og skuespillere.

- Det har været sjovt, spændende, trættende, irriterende og træls hele følelsesregistret, konstaterer Lars Poppel, mens han klapper Daisy Tofte Ivanhoes hest.

Hesteinstruktørerne har kun haft én måned til at lære skuespillerne at ride. De startede på Legoland-plan, hvor de blev ført rundt på hesten af en oppasser.

- Vanvid, men vi klarede det åbenbart, konstaterer Søren Poppel, der er lillebror til Lars og selv er skuespiller.

Ifølge rygterne backstage så Nikolaj Lie Kaas noget bekymret ud i starten, hver gang han så hestene.

- Han så ud som om, han havde set et uhyre. Men efter få uger kom han ridende henover området, som om han aldrig havde lavet andet, lyder én af historierne.

Lars Poppel er overbevist om, at Daisy er glad for at optræde, og at den har nykker.

- Den vil helst have rampelyset for sig selv. Når den skal optræde sammen med andre, så er den tvær og uvillig, men dét her ? hvor den er alene; det er noget, der passer den, siger Lars Poppel, mens Daisy øves i at stå på bagben.

Bagved stalden står flere riddere i fuldt ornat: Hjelm med fjerprydsel, rustning og farvestrålende gevandter i gul, orange, rød med mere.

Stegt flæsk

Under selve scenen ræser teknikere og assistenter rundt.

Der skal steges flæsk til narren Wamba, sværdene stables og pyroteknikken skal fungere.

Forrest lige foran publikum, men uden for synsvidde, sidder orkestret klemt fast og lige bagved står flere containere, der blandt andet indeholder kvindernes sminkestue.

45 minutter tager det Charlotte Munck at blive til den langhårede jødinde, der fordrejer hovedet på både Lars Boms Bois-Guilbert og Nikolaj Lie Kaas' Ivanhoe.

Hun glædes over chancen for at arbejde udendørs.

- Ind i mellem kunne man da godt tænke sig, at man kunne kombinere folkeligheden herude med et lidt mere nuanceret kammerskuespil. Herude er det ind og aflevere replikken og så ud igen. De gule er de onde, de blå er de gode, konstaterer Charlotte Munck.

- Men det at stå og høre, at nu lyder det som om der kommer 28 galoperende heste, og så kommer de altså, det er fantastisk. At stå under skyerne, at mærke rigtig vind i kjolen og i håret, at se 120 mand storme borgen, mens mørket falder på. Det får man altså ikke på intimscenerne.

Velfærdssang - Keld og Hilda

Det var meningen, at syng med-koncerten med Keld og Hilda skulle være holdt udenfor.

Men det var lidt overskyet torsdag den 19. juni 2008, så personalet på ældrecentret Albo i Albertslund Kommune flyttede lidt rundt på møblerne i cafeen for at lave plads indenfor til de omkring 60 ældre beboere til dagens arrangement.

Ideen med at hyre Keld og Hilda var opstået tidligere på året, da en gruppe ældre havde siddet og sunget ”Ved landsbyens gadekær”.

De var kommet til at snakke om, at det kunne være hyggeligt, hvis Keld og Hilda selv kom og spillede og sang for på parrets glansnummer ved et arrangement på dagcenteret. Personalet var enige i, at det ville skabe en god atmosfære på centeret og øge velfærden for alle med sådan et arrangement.

Heldigvis for de ældre på Albo er den slags velfærd kommet på finansloven.

Til arrangementet med Keld og Hilda i Albertslund bevilgede Velfærdsministeriet 14.238 kr. - og arrangementet var dermed et af de absolut billigste i puljen.

Nu er det nok de færreste danskere, der ikke under de ældre på Albo en god oplevelse sammen med Keld og Hilda. Herregud, der er tale om småpenge, og de er givet ud til medlemmer af den generation, der har knoklet og slidt for at skabe det velfærdssamfund, vi har i dag.

Selvfølgelig skal vi det
Blandt embedsmændene er ”sherry-puljen” blevet et symbol på, at den danske velfærd har vide grænser, og de spørger sig selv: Er der overhovedet nogen grænser for velfærd?

”Sherry-puljen” er et eksempel på, at den offentlige velfærd konstant bliver udvidet, for de danske politikere siger hele tiden ja:

Keld og Hilda-beslutninger

»Eksemplet med Keld og Hilda-arrangementet er et udtryk for, at der tilsyneladende ikke er nogen øvre grænse for, hvad man opfatter som velfærd. Hvert enkelt lille projekt ser jo ret uskyldigt ud i forhold til den store samfundsøkonomi - det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt man bevilger nogle tusinde kroner til Keld og Hilda - enhver vil jo sige, at det ikke er det, der afgør, om samfundsøkonomien er holdbar eller ej. Det er summen af alle disse Keld og Hilda-beslutninger, der bliver et problem, for i længden har vi ikke råd til den velfærd, som vi bevilger hinanden nu. I alle tilfælde ikke, hvis vi ikke også samtidig begynder at kræve af hinanden, at vi skal arbejde mere. Men det vil politikerne ikke gøre nu. Dermed sender de problemet videre til kommende generationer.«

>Krosalsunderholdning<

Der var bragende solskin udenfor, da 100 medlemmer af pensionistforeningen i går eftermiddags bænkede sig ved de lange kaffeborde på kroen.

Og solen fik sin fortjente hæder, da formanden valgte nummer 127 i pensionistsangbogen som dagens røstløsner: "Det er et vejr, et solskinsvejr".

Trækplastret var det folkelige sangpar Lis & Per, som foreningen har haft bestilt i over et år, og selv om Lis mente, hendes stemme lå for dybt, og gemalen, at hans lå for højt, bøjede Per sig for pensionistformandens anmodning og sang - helt uden musik - for på Ludvig Holsteins dejlige forårsbebuder.

Herefter overtog parret både gulv og scene, hvorfra de, med hjælp fra deres medbragte rytmebox, fik stemningen i krosalen op i betragtelige højder.

Med et repertoire af folkelige perler fra deres mange plader, bragte Lis & Per de ikke sjældent de et hundrede par pensionisthænder til taktfaste sammenstød, og ingen savnede egentlig den kaffe, der først blev serveret efter første halvleg en time senere.

Da to af publikummerne lod sig lokke med på scenen og danne rytmegruppe på banan- og agurke-instrumenter til de kære solister, var salen ved at koge.

I en kort pause fortalte Lis, at parret holder utrolig meget af at optræde for pensionister.

- Det er et dejligt publikum, som vi bedst kan lide at være i øjenhøjde med, sagde hun med henvisning til, at Lis & Per faktisk afviklede en del af deres sange nede på gulvet.

Pensionistforeningen holder et fast arrangement en gang om måneden på Kroen, og det har for alvor givet tilstrømning. I løbet af få år er medlemstallet fordoblet til i dag 140. Arrangementerne veksler mellem foredrag og underholdning, og de sluttes altid af med amerikansk lotteri - hvis overskud går i kassen til nye navne.

Til sommer drager de aktive pensionister på heldagstur til Flensborg Fjord, og i februar får man besøg af en foredragsholder.

Læserskareforfatter - Sara Blædel

Sara Blædels biorytmer står godt for tiden.

Hun er en af de bedst sælgende hjemlige krimiforfattere, og til efteråret får hun sin amerikanske debut med romanen "Kald mig prinsesse". Og forleden blev Sara Blædel så, for tredje gang, kåret som danskernes yndlingsforfatter. Det skete, da bogkæden Bog & Idé optalte stemmerne fra hjemmesidens læserkonkurrence, der fandt sted i årets to første måneder.
Den 46-årige krimiforfatter er mindst lige så glad for læserne, som de er for hende. Hun kommunikerer flittigt med dem via egen hjemmeside og på Facebook.

Og i et interview har hun fortalt, at læsernes engagement i hendes historier er en kæmpe inspiration, når hun sidder foran computeren og sender kriminalassistent Louise Rick og journalistveninden Camilla Lind ud på nye makabre eventyr.

Sara Blædel røg på krimibølgen i 2004 med "Grønt Støv", og siden har hun stort set spyttet en krimi ud hver eneste år. I begyndelsen gik det lidt sløvt med læserskaren og anmelderstjernerne, men formkurven er, ifølge flere anmeldere, steget betragteligt undervejs i forfatterskabet, mens andre anmeldere ikke har været til at begejstre. Især fik Sara Blædels seneste krimi "Dødsenglen" nogle gevaldige drag over nakken.

"Dødsenglen" bevæger sig mellem "De Fem" og "Morten Korch" hed det blandt andet. Men anmeldere og læsere er ikke altid enige, og Sara Blædel kan skrive lystigt videre, så længe hun er inde i varmen hos læserne.

Men måske skal hun snart til at skifte sin hovedperson Louise Rick ud, for hun er skabt i tæt samarbejde med drabschef i Københavns Politi Ove Dahl, der netop har meddelt, at han går på pension, og når han ikke længere kan forsyne Sara Blædel med virkelighedens grusomheder, så må Louise Rick lade livet, fortalte hun forleden på tv.

Hun holder mange foredrag med udgangspunkt i sit forfatterskab

Privat går det forhåbentlig mere stille for sig end i arbejdslivet. Sara Blædel er gift og har en søn fra et tidligere forhold - og så er hun papmor til ægtemandens to døtre.