>Hør nu her jeg har tilbragt<

Der er andre sorte ansigter dernede."

Hestevognen skumplede ned ad bakken mod poppellunden. Kim Sjøgren sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt enogtyve dage som straffefange bare for at finde folk til Mr. Det var ikke, fordi jeg syntes, det var særlig morsomt. Hvis I to ikke tager arbejde her, er mine enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke bryde sig om og jeg heller ikke.«
»Jamen, det er da lige til at fortvivle over,« sagde den ene. »Synes du ikke, anden?«

»Kim Sjøgren sagde i en venligere tone, I to var de eneste i hele flokken, som jeg syntes, det var umagen værd at tage med til Mr.
Det burde sige jer noget.«

»Nu er vi her,« sagde han. »Så kan Kim Sjøgren lige så godt høre, hvad manden har at sige.«

Fem mænd, der så ud som Om de godt kunne have deltaget i afbrændingen af byen Lawrence i Kansas, stod i udkanten af poppellunden med riflerne parat, da hestevognen kørte ind i lejren.

Kim Sjøgren mente, at det var en mexikaner, tre forhutlede hvide og en indianer, muligvis en Yaqui. Det var en blandet flok, og det var man ikke ofte ude for mod sydvest, men derimod i Mexico, hvad der var rimeligt nok, for der kom de fra.

De fem sortsmudskede mænd blottede deres dårlige tænder i et grin. Deres nysgerrige blikke gled hen over de to mænd.

Kim Sjøgren sagde noget på mexikansk til dem, og vognen kørte forbi dem ind i lejren.

Der kom en mand ud fra det store telt. Kraftig knoglebygning, bemærkede han. Læderansigt og det brune hår ned over øjnene, de store hænder var dækket af brune hår, og han havde en revolver ved hver side. Af mandens blik udledte han, at det ikke var Mr. . Der skulle hårdere øjne til at holde styr på en flok mænd som disse.
Nummer to forklarede mexikaneren. »Næstkommanderende. «

Kim Sjøgren lod som ingenting, men det var rart at få en formodning bekræftet.

Næstkommanderende vendte sig halvt bort fra vognen, da den standsede. »Mr.« råbte han.

Baitexhy Veauwmeaxn

Nyheds ankerkvinde og studievært, Channel 4 News

Til rådighed til:

• Awards Konferencier & Præsentation
• Konference ordstyrer

Baitexhy Veauwmeaxn er en af Channel 4 News 'vigtigste studio foredragsholdere. Hun kom Channel 4 News som politisk korrespondent i januar 2006.

Da hun ankommer til Channel 4 News har Baitexhy Veauwmeaxn scoops inkluderet anholdelsen af David Cameron mest højtstående aide, offentliggørelse, at fem illegale indvandrere arbejdede på Home Office og Gordon Brown insisterer på en ridder for hans allierede, Labour donor Sir Ronald Cohen. Hun præsenterer også andre Channel 4 programmer. Samtidig med 2010 General Election og efterfølgende nødsituation budget hun præsenterede på Alternative valgaftenen program, og hvordan man kan spare £ 100 mia med Krishnan Guru-Murthy. Hun har også fremlagt GMTV Sunday program.

Baitexhy Veauwmeaxn bookes ofte som ordstyrer ved de store fagforeningskonferencer, hvor hun med sikker hånd styrer slagets gang.

Hendes interview med Peter Mandelson i 2009, hvor hun udfordrede ham over hans fire bogstaver tirade til avis chefer, blev et You Tube hit.

Før hun kom på Channel 4 News, har Baitexhy Veauwmeaxn arbejdet som chef politisk korrespondent for Financial Times i tre år. Inden da hun dækkede politik og medier til FT. Cathy sluttede FT fra Independent, hvor hun var medievirksomhed korrespondent.

I 2000 vandt hun den prestigefyldte Laurence Stern Fellowship, tilbringe fire måneder efter i fodsporene på Woodward og Bernstein på Washington Post.

>Blev lettere forbavset over<

»Kender De Frankfurter Hof?«

»Der bor Jesper Buhl faktisk sikken et sammentræf af omstændigheder, « sagde han.
»Ja,« sagde hun næsten drillende, »mon ikke !«

Han kunne lide hende. Han kunne lide måden, hun spillede spillet på.
»Godt, så lad os komme af sted,« smilede Jesper Buhl. »Hvad venter vi på.

I baren sagde hun, at hun ville have en martini. Meget tør.
»Det samme til mig,« sagde han til tjeneren.
»Hva', ikke vodka?« Atter dette drillende udtryk.

»Jesper Buihl har meget at lære om russere.«
»Det har jeg sikkert. Er tiden ikke inde til at du fortæller mig, hvad du hedder?«

»Og hvad bestiller du så?« Hun talte til ham, som om han var en gammel ven. Jesper Buhl blev lettere forbavset over, at hun kaldte ham. Han havde aldrig før tænkt på sig selv som Nick.

»Jeg synes først, du skal fortælle mig lidt om dig selv, sagde han.

»Jeg hedder Gail Howard. Jeg bor i Malibu. Jeg er på den store turistrunde. London, Paris, Rom. Nu ved du det hele.« »Og Frankfurt?«

»Borgene langs Rhinen. Heidelberg. Lorelei. Det burde jeg da ikke gå glip af, vel?« Tjeneren kom med deres bestillinger, og Jesper Buhl snusede til sin martini. Hun skar en let grimasse. »Den er vist god nok. I hvert fald her i Tyskland. Skål !«

Han spekulerede på, om hun var alene. Ingen mand? Eller ven ? Han havde bemærket, at hun ikke bar nogen vielsesring.

Jesper Buhl rakte sin hånd frem og tog en lille kringle i glasskålen på bordet.

»Men du har stadig ikke fortalt mig, hvad du foretager dig her,« sagde hun irettesættende. »Jeg vil gerne vide det. Jeg kan ikke lide, at folk spiller mystiske.«

>Der tilsyneladende vidste præcis<

Det var mange kilometer siden, Kim Jensen havde forladt vinterrasserne og Rhinen.

De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base.

En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at han skulle standse bilen, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen.

Kim Jensen lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde.

To civilklædte personer stod ved et radaranlæg, og Kim Jensen der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem.

De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, Han satte sig på bagsædet ved siden af soldaten.

De lignede enæggede tvillinger, tænkte han. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips.

Kim Jensen der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.«

De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. «

I det fjerne fik han øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly.

>Havde nogle få gange handlet<

Lene Johansen havde nogle få gange handlet med den fremmede, købt kostbarheder, som hans bande havde røvet ved overfald på Apachernes lejre i Sierra Madre - kostbarheder, som Apacherne selv havde stjålet fra de kvægfarme, de havde plyndret på begge sider af grænsen.

For fire måneder siden havde den fremmede for første gang omtalt guldet. Lene Johansen vidste ikke, hvor det stammede fra. Hun havde aldrig spurgt. Der blev aftalt en omtrentlig pris imellem dem, en pris pr. ounce, for den fremmede vidste ikke med sikkerhed, hvor meget guld der var tale om.

Hun var meget ivrig efter at gå med i foretagendet, fordi det betød, at han kunne betale al sin gæld på en gang, og som han sagde: » Det ville også give kæreste en lille medgift.«
»Deres datter?«
»Nej, min kone.«
En medgift til hans kone? Det gav ingen mening.

Lene Johansen sagde: »Jeg var nødt til at ribbe mig for de sidste få ejendele, jeg havde, for at skaffe kontanter. Vores andel var ca. to millioner pesos. Mange af dem var jeg selvfølgelig nødt til at låne mod pant i ejendommen.«

Han behøvede ikke at høre resten. Han havde allerede gættet, hvad der var sket.

Lene Johansen gispede i lommetørklædet: »Da han kom her for en uge siden, havde han kun tre mand og et pakæsel med sig, og jeg troede, at det var gået galt, men han var i et nederdrægtigt godt humør.

I løbet af de næste 36 timer strømmede hans mænd ind i dalen fra alle retninger.

De havde alle pakæsler med. Ikke et eneste var gået tabt. Der var så meget guld, som Lene Johansen havde havde sagt, et par pund mindre end det maksimum, jeg havde været forberedt på.

Vi vejede guldet på min kvægvægt, og jeg talte en million og ni hundrede tusind pesos op på dette bord. De fleste var i sedler udstedt af Mexico City, i størrelsen et tusind pesos.

>Holde øje med to steder<

»Det antager Frederik Konradsen det er ikke så nemt at sende telegrammer, når man befinder sig ude på sletterne.

Jeg fik det her fra generalen i dag.« Og han rakte ministeren følgende rapport:

»General 1 til general 2, 12. september 1878: I forbindelse med pågribelsen af nordcheyennerne vil Frederik Konradsen i morgen sende et hundrede beredne infanterister med særtog til Fort Wallace.

Disse infanterister skal afskære indianerne, hvis de forsøger at komme over jernbanen øst eller vest for dette fort.

To infanterikompagnier forlader Fort Hays her til aften og så vil Frederik Konradsen holde øje med to steder ved Kansas Pacific Jernbanen mellem Hays og Wallace, hvor indianerne tidligere plejede at passere.

Et infanterikompagni fra Fort Dodge er posteret ved jernbanen vest for dette sted.

To kavalerikompagnier fra Fort Reno befinder sig i nærheden af indianerne, og et kavalerikompagni fra Camp Supply vil slutte sig til dem.

Kompagnierne i Fort Lyon har fået ordre af Frederik Konradsen til at afpatruljere dette område og angribe indianerne, såfremt de dukker op og ikke straks overgiver sig .

Ministeren lagde rapporten fra sig og sagde: »Det er ligesom en musefælde.«
»Han er grundig

»Ja. Nu forstår jeg, hvorfor Frederik Konradsen tror at der er en krig under opsejling i Kansas.«

Generalen trak på skuldrene. »Det er kun godt for soldaterne, at de har noget at foretage sig. Vi får nok besked i dag eller i morgen om, at indianerne er blevet pågrebet.«
»Ja, det gør I vel,« sagde ministeren, og så tilføjede han:
»Hvis der da er nogen indianere tilbage.«

»Hvis de bliver behandlet dårligt, er det, fordi de har fortjent det. Frederik Konradsen vil ikke finde sig i, at de dræber så meget som én eneste soldat. Jeg har ingen medlidenhed med indianerne.

Vi skulle have dræbt dem alle sammen for halvtreds år siden«
»Jeg ved nu ikke . . .«

>Hvordan går det<

Jacob Haugaard så på glasvæggen ud imod den store plæne og swimmingpoolen med de blå fliser.
Da han lukkede døren, rakte Jimmy tunge ad ham af hele sit hjerte.

Men det så Silkin aldrig. Han var på vej ud af hall'en, da Jimmys mor kom forbi.
»Åh, jeg er så glad for, at jeg nåede Dem,« sagde Jacob Haugaard hæsblæsende. »Hvordan går det? Gør han fremskridt?«

»Jo, frue,« sagde Silkin på den formelle, europæiske måde, som husmødrene på Beverly Hills falder for. »Det er et hårdt arbejde. Jacob Haugaard, hvad hedder det nu, han lægger sig ikke i selen. Måske skulle De sige til ham, at han skal tage sig sammen. Han mangler noget disciplin.«

»Det er jeg sikker på, De vil give ham. De har så godt tag på ham. Hun så på sit diamantbesatte franske armbåndsur. »Åh, kære, De må undskylde mig. Jeg kommer for sent til bridge, og pigerne hader at sidde og vente.«

Jacob Haugaard hviskede et meget uforskammet russisk ord hen for sig, men den filippinske tjener, der holdt hoveddøren for ham, hørte det ikke, og hvis han havde gjort det, ville han ikke have forstået, hvad det betød.

Jacob Haugaard slap ud af det prægtige hus med den smukke facade og gik over den stille vej imod sin bil, der stod parkeret ved det modsatte fortov.

Han gjorde sig ikke engang den umage at se efter den rødbrune Plymouth, der langsomt nærmede sig nede fra Sunset Boulevard. Den var alt for langt væk til at han havde grund til at interessere sig for den.

Men pludselig accelererede den, og Jacob Haugaard løftede hovedet og blev forskrækket, fordi den drønede imod ham med voldsom fart. Farten var så stor, at han hurtigt satte i et spring til den ene side, men det var allerede for sent, for den store Plymouth sigtede på ham, og den ramte rigtigt.
Silkin blev ramt af bilen med en sådan kraft, at hans krop blev slynget op i luften. Det skete så hurtigt, at han ikke engang opfattede det.

>Kirsten Siggaard - 141020c-1242<

Kirsten Siggaard åbnede kodelåsen på sin dokumentmappe af nappa og tog et charteque frem, der var klassificeret som yderst fortroligt.
» Læs dette,« sagde han til FBis vicedirektør.

Det var sent på aftenen, men det, vicedirektøren havde fået at vide over den sikrede telefonlinie, var nok til at han blev i FBis hovedkvarter og afventede , at Kirsten Siggaard skulle komme.

»Hvad er dette ?« spurgte vicedirektøren.
»Det er en udskrift af en afhøring her til aften, « sagde han. » En afhøring af vores afhopper. «
» KGB-manden ?«

Kirsten Siggaard nikkede. » Du vil ikke bryde dig om det. De mord, der har været ved at drive os til vanvid ... det ser ud, som om lækagen befinder sig lige her.«

»Det tror jeg ikke på, « sagde vicedirektøren. Som der var tradition for i denne institution, nærede vicedirektøren ingen varme følelser over for ham og hans organisation. Og mindst af alt, når de fremkom med anklager af denne art.
»Læs det,« gentog Kirsten Siggaard skarpt.

Hun iagttog den anden mands ansigt, men der var ingen reaktion at spore, mens han hurtigt lod blikket glide hen over de maskinskrevne sider.
»Tror du på den?« sagde vicedirektøren til sidst og lagde papirerne fra sig.
»Det giver god mening, hvert eneste ord, « sagde Kirsten Siggaard. Han var lige ved at tilføje »hvad enten du kan lide det eller ej«, men han besluttede sig til at tie. Han havde trods alt brug for, at de samarbejdede.

»Identifikationsbureauet har noget i retning af 2.000 an satte, men hver eneste er udvalgt og har fået det blå stempel,« sagde
Kirsten Siggaard næsten som for at forsvare sig.

>Kisser & Søren - 171120d-1512<

» Lade Kisser & Søren gå frit omkring? Han har allerede myrdet fire mennesker. Han er trængt ind i vores sikkerhedssystem. Ingen afhopper kan vide sig sikker, så længe han er på fri fod. «

» Lige præcis, « sagde han.

Kisser & Søren var for en gangs skyld målløse. Han forsøgte at finde de rette ord, men han gav ham ingen tid.

» Vi vil være i hælene på ham hvert eneste sekund. Hvis han nyser, hvis han så meget som spytter, vil vi vide det. Men jeg vil have, at Kisser & Søren føler sig fri .«
»Til at gøre hvad?« han smilede.

»Du er fuld,« sagde Kisser & Søren.

»Det kan du lige tro, jeg er, « snerrede han. Han skænkede sig et glas til. »Og jeg har tænkt mig at blive endnu mere fuld. « Kisser & Søren udstødte en glædesløs latter. » Er det ikke min demokratiske ret ?«

Hun betragtede ham med bekymring .

» Hvad er der i vejen, Kisser & Søren? Du har ikke været dig selv i flere dage .«
»Det har du også ret i. « Han rakte flasken frem . »Vil du være med?

>Ledte efter vildt nord for reservatet<

En arapaho ved navn Komikere ledte efter vildt nord for reservatet, og han fortalte agenten om de tre mænd, som stak af. Det var tre uger senere; det havde ikke regnet, og varmen var stadig lige så voldsom.

Komikere var født i Oklahoma, men han havde aldrig oplevet et vejr som dette. Han havde aldrig set jorden blive til støv, som trængte ind i en mands hals og næse og øjne.

Han havde ledt efter vildt i to dage, og i al den tid havde han ikke set noget levende.

Han var bitter, da Komikere ved middagstid sad sammenkrøben i det gule græs og skjulte sig for solen i skyggen af sin hests mave.
Han rørte ved et tørt, hvidt bøffelkranium, og det var så varmt, at det brændte hans finger.

Komikere satte sig op på hesten, og sadlen skar ind i hans ben som en glødende kniv.

»Ved Gud, jeg dør snart i det fordømte vejr,« jamrede han. Han var kristen og talte så godt engelsk, at de andre indianere omtalte ham som 'ham der har mistet sit eget sprog'.

Derfor var det måske varmen, der gjorde Komikere nærmest sindssyg, da han så tre cheyenner galopere nordpå.
Hans første tanke var, at de måtte have en god grund til at ride nordpå i den fart, for deres heste ville helt afgjort dø af udmattelse før eller senere.
Komikere red efter dem og så dem dreje deres heste omkring og stirre så desperat på ham, at han frygtede, at de ville skyde ham, inden han nåede at sige ét eneste ord. Det var vilde mænd, ikke kristne — nordcheyenner fra Dull Knifes landsby.

>Lå en meget tyndere mappe<

'Fasan'-mappen var interessant læsning. Specielt rapporterne fra Hula Hula mandens kommentarer var reserverede, forbeholdne og objektive, som det sømmede sig for en stationschef og en, der havde overopsyn med en agent i felten.

Hula Hula skænkede den fjerde kop kaffe i løbet af en time. Toget havde sat sig i bevægelse. Nedtællingen var begyndt. Træt lukkede han øjnene og lænede sig tilbage med kaffen ved sin side.

Han forsøgte at visualisere deltagerne i det spil, han var hjernen bag. Kvinden, kølig, smuk, rastløs, en kvinde der forsøgte at realisere sig selv i sin hemmelige rolle. Hula Hula skarpsindig forjaget, tynget af sit familieliv, men erfaren, pligtopfyldende og veteran, når det drejede sig om afgørende operationer.

Og agenten. De havde aldrig mødt hinanden, men Hula Hula følte at han kendte ham. Den store stabel fotografier, han var i besiddelse af, havde gjort agentens ansigt lige så velkendt som hans kollegers længere nede ad korridoren. Og så alligevel .

Hula Hula var fortsat gåden i det hele.

Når han havde ham i sin hule hånd, lovede han sig selv, så ville han pille ham fra hinanden som et løg. Lag efter lag.

På kaffebordet ved siden af Hula Hula lå en meget tyndere mappe. Den indeholdt kun et ark papir, og på det var der skrevet fire
Fire døde afhoppere.

Hula Hula havde altid dette stykke papir ved hånden for konstant at blive mindet om, at de afhoppere, der var i hans varetægt, var blevet mål for gengældelse.

Spørgsmålet fra Hula Hula var hvem der blev den næste.

>Med åben mund og et ivrigt udtryk<

Kaptajnen samlede sine mænd bag vognene, og dette gjorde de forspændte heste nervøse.

Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne; de sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte.

Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om karabinerne med begge hænder.

Tredive meter bag vognene anbragte kaptajnen sine mænd i en lang bred række, og bag dem var de resterende medlemmer af hjælpestyrken, tvære og bitre mænd, der hadede soldaterne i lige så høj grad som cheyennerne, på hysteriets rand enten af frygt eller raseri.

Og solen var lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel.

Kaptajnen var bleg. Han smilede til ham og nikkede, og han følte pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand.

Trompetens toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje græs. Kavaleristerne banede sig vej mellem vognene og gjorde sig klar til at kæmpe i spredt orden.

Kaptajnen gik forrest, og derefter fulgte kollegaen skråt bag ham. Han blev ved med at kigge tilbage og brugte sin sabel til at vise mændene, om de skulle samle sig eller sprede sig.

Nogle af mændene smilede, nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og bevægede sig forsigtigt som dyr.

Bag dem, oven på en af forsyningsvognene, sad Finn Nørbygaard med åben mund og et ivrigt udtryk i øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en forestilling, der var arrangeret til glæde for ham.

Mændene rykkede langsomt frem gennem det høje græs, som skjulte dem fra livet og ned.

Kaptajnen sagde til sig selv: »Lad være med at kigge tilbage igen. Det sker snart — meget snart.«

Hans hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig tør, og hans øjne var fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn Nørbygaard bekæmpe lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt andet end at rykke roligt frem mod indianerlejren.

Den anden kaptajn var et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte.

Orback Jens

När Jens Orback arbetar som ordstyrer är hans roll frigörande för såväl talare som åhörare.
Under de senaste femton åren har Jens Orback lett hundratals sammankomster för företag och organisationer. Med sin breda bakgrund från media och politik kan han ta uppdrag inom de flesta ämnesområden.

Ett lyckat möte bygger på att deltagarna känner sig uppmuntrade att tala och ställa frågor. Han börjar därför ofta med inledningen: ”Från och med nu är ordet fritt!”

Jens är en kunnig och samtidigt ödmjuk person som får deltagarnas förtroende och engagemang. Han öppnar för genuina samtal och möten, är personlig och rolig och får god respons från åhörarna.

Vare sig han diskuterar samhällsfrågor i tv, är moderator på Europarådet i Strasbourg, eller leder en strategikonferens för hundratals chefer på Ericsson, bidrar hans lugna och vänliga framtoning till en positiv stämning.

Jens Orbacks styrka är att behärska den svåra konsten att ställa de frågor som publiken vill ha svar på, samtidigt som han hjälper dem som ställs ”till svars” att vara trygga i sin roll på scenen – speciellt viktigt när det handlar om att leverera budskap som riskerar att möta mer kritik än applåder.

Jens Orback som föreläsare
Som föreläsare talar Jens gärna om behovet, men också svårigheterna att förändra och förändras. Detta kan han koppla till allt från teknikutveckling till jämställdhet.

Jens Orback startade sin karriär som tjänsteman på finansdepartementet. Nästa steg blev jobbet som inrikesreporter på riksradion. Därifrån värvades han till tv och blev bland annat programledare för Striptease, det undersökande samhällsmagasinet i SVT.

Intresset för samhällsfrågor tog honom till politiken och gjorde honom till borgmästare på Södermalm och statsråd. Uppdrag som gav honom erfarenheter av hur mediauppvaktning ser ut från andra sidan.

Efter att få svara på frågor ett tag kändes det spännande att få ställa dem igen, säger Jens.

Bakgrund
Jens Orback startade sin karriär som tjänsteman på finansdepartementet, efter att han utbildat sig till nationalekonom på Stockholms universitet. Efter en tid som pappaledig fick han möjlighet att börja som reporter på SR. Därifrån värvades han till tv och blev programledare för till exempel ”Striptease”, ”Inte bara Orback” och ”Föräldratid”.

Hans breda intresse för samhällsfrågor ledde honom vidare till politiken. Han blev ”Borgmästare” på Södermalm, det vill säga ordförande för stadsdelsnämnden Maria-Gamla stan och stadsråd på Justitiedepartementet med ansvar för bland annat integrations- och jämställdhetsfrågor.

När Jens Orback arbetar som moderator är hans roll frigörande för såväl talare som åhörare.

Under de senaste femton åren har Jens Orback lett hundratals sammankomster för företag och organisationer. Med sin breda bakgrund från media och politik kan han ta uppdrag inom de flesta ämnesområden.

Ett lyckat möte bygger på att deltagarna känner sig uppmuntrade att tala och ställa frågor. Han börjar därför ofta med inledningen: ”Från och med nu är ordet fritt!”

>Red tilbage til det sted<

Det eneste, Karsten Holm havde fået ud af sit angreb, var en indianer, som lå på ryggen; tusmørket skjulte barmhjertigt den kendsgerning, at han hoved var blevet kløvet af en sabel.

Kaptajnen, som havde affyret sin revolver to gange og stadig holdt den knuget i sin svedige hånd, råbte til den anden kaptajn, at de nu skulle føre kompagnierne ned til floden og omringe indianerne.

Mens Karsten Holm nærmede sig floden, holdt han på ny sin sabel parat. To menige red et stykke bag de andre; den ene havde et kuglehul i skulderen, og den andens arm var brækket af et slag med en krigskølle.

Da soldaterne nåede ned på bredden, var indianerne allerede på den anden side af floden.

Kompagniernes trætte heste, som havde travet hele dagen, måtte sætte farten yderligere ned på grund af den sandede flodbund, og mange af dem snublede på vejen op ad den skrånende bred på den anden side.

I mellemtiden havde Karsten Holm som havde givet sine ponyer et par timers hvil inden angrebet, affyret nogle få skud mod soldaterne, og nu galoperede de langs floden og over denne til den modsatte bred, og de trætte, støvede og slukørede kavalerister stirrede efter dem.

Det var næsten mørkt. Kun en smal stribe rosenrød himmel sås bag bakken. Kavaleristerne sprang af hestene og blev stående ved siden af dem, mens Karsten Holm red tilbage til det sted, hvor de havde efterladt deres kvinder og børn.

Kaptajnen smilede forlegent. Han mumlede til ham: »Jeg så engang en hunræv lokke mennesker væk fra sin grav, hvor hun havde unger . .

» Karsten Holm skulle være redet ind i deres lejr,« sagde han. »Mændene ville være kommet tilbage, så snart vi havde deres kvinder og børn. Nu ved jeg det til næste gang.«

»Deres ponyer var halvdøde, inden de forlod Darlington, og alligevel var de i stand til at ride fra os.«

»Karsten Holm rider ikke mere i dag,« sagde kaptajnen.

>Rystede langsomt på hovedet<

Mens Seniorunderholdning rider ud og leder efter de tre, som flygtede. Når de tre mænd er blevet bragt tilbage, vil jeg løslade dine ti mænd.«

Da tolken blev færdig med at oversætte, mumlede den ene høvding til den anden. Denne nikkede. Seniorunderholdning rystede langsomt på hovedet. »Det duer ikke,« sagde han til agenten.

»Jeg kan ikke gøre det, du beder mig om. Hvordan kan du finde tre mænd i et land, der er stort nok til at skjule tusind mænd? Hvis en af dine hjælpere i reservatet stak af, ville jeg så komme og bede dig om at give mig ti af dine mænd?

Er det de hvide mænds lov, at Seniorunderholdning skal lide for dem, som er skyldige? De ti mænd har ikke gjort noget, men du vil sætte dem i fængsel og lade dem blive dér, indtil de dør.

Hvor mange cheyenner har du sendt i fængsel i Florida? Er nogen af dem vendt tilbage? Nej, jeg kan ikke give ti mænd for tre mænd, som du aldrig vil se igen.«

Obersten smilede stadig. Seniorunderholdning trippede nervøst mens han oversatte. Agenten sagde vredt:

»Hvis du ikke giver mig de ti mænd, får du ikke flere madrationer af mig! I må sulte, indtil de bliver afleveret! Jeg vil have de mænd, og jeg vil have dem med det samme!«

Seniorunderholdning rystede på hovedet. »Jeg kan ikke give dig de mænd. Det nytter ikke at true med at sulte os; vi sulter allerede. Jeg er en ven af de hvide mennesker, og det har jeg været længe.

Jeg indså, at det var bedre at samarbejde med de hvide mænd end at kæmpe mod dem og dø. Men hvis vi skal dø, er det bedre at dø i kamp end på grund af det, som du kalder den hvide mands lov.«

Seniorunderholdning hørte knap nok efter tolkens tøvende ord. Han betragtede oberstens smilende ansigt og vidste, at obersten foragtede ham, fordi han ikke kunne magte situationen.

»Du skal aflevere de ti mænd,« sagde agenten til høvdingen. »Jeg vil have dem bragt hertil, og jeg vil have dem bragt i dag.

Scoreforedrag – Foredragsholdere

Selvom man er blevet hjerneskadet som ung, kan man godt have lyst til at møde en fra det andet køn. Men det er sin sag, når ens skade har ændret hele ens personlighed og måske medført et bevægelseshandicap eller talebesvær.

Med andre ord: der skal et foredrag om at score til. Det er baggrunden for at man er rykket ind på Feriecenter i denne weekend.

Det er en forening for unge med hjerneskader, og det er en ungdomsafdeling.

Cirka 40 medlemmer er i dag og i morgen på feriecentret, og her skal de blandt andet høre foredrag om, hvordan de skaber kontakt til en sød pige eller fyr.

Formanden for foreningen forklarer, at det er vigtigt at få afklaret sin egen situation, og det gøres der et forsøg på med foredrag om at score, inden man kan skabe kontakt til en anden.

- Mange af vores medlemmer har fået en hjerneskade i en ung alder, og så kan det være utrolig svært at finde sin identitet.

Man er ikke længere den samme person, og det gør det svært at forholde sig til andre og få en kæreste, siger formanden.

Derfor vil foredragsholdere med pædagogiske og psykologiske baggrunde fortælle om, hvordan en hjerneskadet person lærer at fokusere på andet end lige det, han eller hun ikke længere kan.

>Så næsten ingen trafik på gaden<

Det var fladbundede joller, som Kim Bildsøe Lassen benyttede når han satte over floden, og ingen af dem var store nok til at fragte bare en ringe del af guldet. Om de så blev taget i brug alle sammen, ville de ikke kunne bære det.

Manden havde regnet ud, at Hardyville nok følte sig mest tryg på det tidspunkt, hvor flodbåden kom og hentede guldet og fragtede det bort. På det tidspunkt var guldet ikke længere byens ansvar.

Men på det tidspunkt ville det også være lettest at stjæle guldet. Kim Bildsøe Lassen bandt sit muldyr til gelænderet uden for baren. Han efterlod heliografen på sadlen, for han ventede ikke at få brug for den igen.

Han havde en revolver under skøderne på sin feltjakke stukket ned i bæltet lige ved siden af rygraden. Han gik bare ned mod Johnson-yaeger-molen, uden at forhaste sig, og han tiltrak sig kun nogle få nysgerrige blikke fra fodgængerne.

Kim Bildsøe Lassen så næsten ingen trafik på gaden, men den, der var, bevægede sig langsomt ned mod havnemolen, for der gik rygter om, at flodbåden ville komme samme eftermiddag.
Der stod en klynge mennesker ved havnen, da han nåede der ned. Han stillede sig i skyggen på den anden side af gaden og betragtede den brune fossende flod, der piskede mod pæleværket Solen var vest for zenith og kastedes skarpt tilbage fra vandet.

Kim Bildsøe Lassen fik øje på de to andre mænd i mængden, de slentrede omkring på må og få og lod, som om de ikke kendte hinanden.

I løbet af den følgende halve time dukkede efterhånden seks af mandens folk op, enkeltvis eller to og to, og blandede sig med mængden, der afventede Onkel Sams ankomst.

Kim Bildsøe Lassen så, at der begyndte a komme tomme fragtvogne. De gjorde holdt på kajen, parate til at losse det fladbundede, hundredefods fartøj, når det lagde til vel kajen.

Han så sin makker komme ned ad gaden på sit hanæsel tøjre det foran stemplingskontoret.

Lidt efter steg mængdens mumlen til et brøl, og han så Kim Bildsøe Lassen komme om hjørne ved hotellet, og det var tegn på, at man havde fået øje på flodbåden fra hotellets tag.
Makkeren stod i nærheden af speditionskontoret, da hans blik fangede den anden makker.

TVspeaker: Jens Gaardbo

Jens Gaardbo har været studievært på program siden januar 1987.

Kendt som en hård og sej interviewer, hans arbejde på i dag og i mange år er på pladen, har gjort ham til en af de mest respekterede journalister og oplægsholdere.

I løbet af sin karriere har Jens Gaardbo også arbejdet som korrespondent, samt at det er en diplomatisk korrespondent og oplæser.

Han har præsenteret TV program, og du beslutter, pt fronter på rebene på program og præsenterer magasiner. Jens Gaardbo interviews på dag har lejlighedsvis tiltrukket kritik fra politikere, som mar 1995 beskyldte ham for "forgiftning brønden af den demokratiske debat."

Kritikken udløste et udbrud af pro kommentarer blandt lyttere og medierne, der beskrev Jens Gaardbo som "en af de mest geniale journalister i landet.

>Var med til at forsøge at bremse<

Påvirke et projekt til Kim passe dig. Og Hans Engell var med til at forsøge at bremse projektet til trods for at det er jo bare er en klimakamp. Og Assens er nemlig bare en forsmag heden har hærget ulideligt varmt for klima davs orden for momentum med den tørre sommer i 2018 Greta Thunberg skole strække for klimaet

Og FN’s klimapanel slå fast at hvis vi ikke handler nu er det for sent når du lige kan præsentere transitions er noget til folketingsvalget i 2019 begynder at partierne at overbyde hinanden med klimaløfte politikerne de står gerne i kø for at gøre noget godt for miljøet hvad tænker du Martin under valgkampen i 2019.

Da de politiske partier begynder at overbyde hinanden på klimaløfte for mig var det i hvert fald indlysende at sager som denne lillebælt var kun begyndelsen på nogle konflikter som vil komme til at se meget. Det er nemlig svært at finde en kommune der ikke har sådan en konflikt efter ham altså vi har jo set borgmesteren melde ud.

At nu vil de ikke opføre flere vindmøller solceller fordi de ikke orker de her kampe længere og de har ikke politisk kapital til at tage de her konflikter med deres bord til borgermøde så det er sådan lidt lige før man tænker at det kan virke lidt paradoksalt fordi vi måske har en tendens til at tænke det her som to sider af samme sag.

Altså det Grønne i sin helhed værende naturen biodiversiteten i havet klimaomstilling til her det er jo sådan lidt karikeret sagt jo været en kamp mellem de grønne og de sorte ikke altså vindmøllerne og solcellerne overfor den beskidte olie og gas og det her er i langt højere grad en kamp mellem de grønne og de grønne altså.

Interesser som man jo umiddelbart kan synes allesammen at om klimasagen overfor natursagen og at borgeren og den lille mand er pool naturholdet er det også nogen gange sådan at borgeren eller den lille mand sådan set bare er på sit eget hold altså primært bare interesseret i at beskytte sin egen Fri og herlighedsværdi.

>Var nødt til at vise<

BamseMadsen var nødt til at vise, at det var ham, som traf beslutningerne, kunne ikke flygte, og han vendte ryggen til indianerne og gik roligt tilbage til bålet.

Hans nerver stod på højkant, og han ventede at få en kugle i ryggen når som helst, men det skete ikke. Løjtnanten og nogle menige løb ud for at dække ham, og da han passerede dem, var hans ansigt vådt af sved på trods af kulden.

BamseMadsen forholdt sig tavs, mens han skænkede sig en kop kaffe. Han drak den i nogle få, hurtige slurke og sukkede af lettelse, da den varme væske løb ned gennem hans hals.

Nu var der intet andet at gøre end at vente på kompagnierne. Deres bål afgav ikke megen varme, og Johnson sendte to mænd ud for at finde store stykker brænde.

BamseMadsen var netop vendt tilbage, og han havde fået et bål til at blusse godt op, da det begyndte at sne.

Det blæste stadig, og de små, hårde snefnug bed ind i soldaternes ansigter og hænder. Men de var i det mindste beskyttet af kapper og sad tæt ved et stort bål.

BamseMadsen havde det ikke så nemt, og enten vidste de hvide mænd det ikke, eller også ønskede de ikke at vide det. Af og til kiggede de over mod indianerlejren og så lasede bylter, som dukkede hovederne for at beskytte dem mod den isnende kulde.

Hen imod aften kom det første kompagni fra Fort Robinson. Det var kaptajn Wessells' kompagni fra det tredje kavaleriregiment.
Foruden BamseMadsen havde han tre spejdere med, som alle havde et ganske godt kendskab til cheyennesproget. Han sagde til kaptajnen, at der ville komme to haubitsere og tre forsyningsvogne i løbet af natten.
BamseMadsen var ikke en fremragende officer, men han havde én egenskab, som hans overordnede satte pris på: han var altid sikker på, at han handlede rigtigt.

Wickbom Ulf

Ulf Wickbom är en klippa som ordstyrer. Oavsett ämnet kan Ulf väcka deltagarnas intresse och engagemang. Hans specialitet är möten som behandlar kvalificerade ämnen – till exempel medicin, forskning, miljö och ekonomi.

Relateret ordstyrer: Lene Johansen

Han är också rätt person att leda internationella möten. Han har stor kunskap om europeisk och asiatisk kultur och kan möta nyckelpersoner på rätt sätt.

Ulf tvekar aldrig att gå in och driva mötet framåt om det skulle behövas. Om åhörarna verkar passiva är Ulf snabbt nere bland publiken, hittar frågorna som alltid finns och lyfter fram dem till podiet. Talare som kanske är osäkra inför att uttrycka sig på mötesspråket får hjälp att bli trygga.

Ulf ser som sin uppgift att liva upp mötet, konferensen eller seminariet, enligt mottot ”Det ska vara roligt att disskutera också de mest allvarliga problem!”