>Drejede hovedet for at se< »Pokkers!« sagde Kurt Ravn, han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen.
»Fasan, kan I høre mig?«
»Ja, fortsæt, Fasan.«
»De følger efter os.«
Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.«
Kurt Ravn drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude.
»O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.«
»Forstået,« sagde manden og trådte endnu hårdere på speederen.
Kurt Ravn så bekymret ud.
»Hvad er vores opbakning?« spurgte hun.
»Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. «
»Kan du ikke ryste dem af?«
»På en motorvej ? Det må være din spøg.
Kurt Ravn kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet.
»Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.«
Kurt Ravn hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden.
Kurt Ravn i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo.
»Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.«
Kurt Ravn passerede en grøn- og hvidmalet politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem.
Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig, kørte den op på siden af den.
>Bakkeentertainer med sang på<130 sæsoner med barmfagre sangglade Bakkesangerinder i kulørte kjoler. Sangene og kvinderne skifter, men konceptet er det samme. Nu byder Bakkens Hvile velkommen igen; Nu klinger sangen i Hvilen igen; Med 130 år på bagen; Der er Hvilen stadig sagen; For vi er klar med grin, humør og sang; I Bakkens Hvile endnu en gang. Da de fire modne sangerinder syngende byder velkommen, er det for en udsolgt sal. 185 forventningsfulde publikummers øjne, smil og latter er rettet mod den lille scene, som danner rammerne om den 130-årige tradition - bakkesangerinder. Lise-Lotte Lohmann har fundet sin plads i omklædningsrummet bag scenen som den første af aftenens fire sangerinder. Klokken er 19.30, og der er en time til, tæppet går. Jazzsangerinden Ann Farholt kommer ind i det kompakte rum. - Goddag, Lohmann. - Goddag, svarer Lise-Lotte Lohmann, mens Ann Farholt giver hende et kys på kinden. Lise-Lotte Lohmann har fundet en cigaret frem og sidder med den i mundvigen. - Har du ikke en lighter, siger hun og kigger over på Ann Farholdt. - Jeg smider straks alt, hvad jeg har i hænderne for dig - aftenens stjerne. Den indforståede ironi mellem de to kvinder er ikke til at tage fejl af og bliver understreget af Lise-Lotte Lohmanns påklædning - en rød silkerobe med teksten Lille Loh?. Over iet er der en lille stjerne, som symboliserer hendes stjernestatus på Bakkens Hvile. Ikke uden vipper Aftenens tredje bakkesangerinde kommer ind i det smalle omklædningsrum. Skolelærerinden Lone Jensen. De tre kvinder indfinder sig foran spejlene for at lægge makeup. Langsomt begynder entertaineren, jazzsangerinden og skolelærerinden at forsvinde. Tre brovtne og kække bakkesangerinder titter frem gennem deres hverdagsydre. Imens falder samtalen på aftenens show. Hvem skal synge hvad og hvornår? Bakkens Hvile kan bryste sig af hele syv sangerinder, som på tur indgår i scenens syngende firkløver. - Du skal lave åbning, Lohmann, konstaterer Ann Farholt storsmilende. - Ja, jeg skal. - Nåe, så skal du være total solostjerne i aften? Sarkasmen hænger i luften. Lise-Lotte Lohmann sender et smil tilbage, men har fået andre og vigtigere ting end sin stjernestatus at tænke på. - Se, nu kan jeg jo ikke finde min ene vip. Jeg kan jo ikke gå på scenen uden min vip. Den anden sidder allerede fastklistret til hende højre øjenlåg, mens hun prøver at danne sig et overblik over makeup-bordet, som er tapetseret med alverdens udsmykningsredskaber til kvindeansigtet. Ann Farholts overblik overhaler indenom, og en hvid plastikæske finder vej til hendes hånd. - Er det ikke den her? Mens Lohmann sætter den på, kommer hun til at kigge op på de overvældende mange fotografier på væggene og i loftet. - Jae, det er jo os som både unge og gamle. Det hele startede på fornemme steder som D'Angleterre og Det Kongelige Teater. Bakkesangerinder, som i starten af 1800-tallet underholdt gæsterne med viser og godt humør. Konceptet var en succes, og rundt omkring blev de såkaldte sangerinde-telte slået op. Et stykke kulturhistorie I april 1877 gik forhænget for første gang på Bakkens Hvile, og i dag er stedet det eneste af sin slags i verden. Sangerinden Dot Wessman er også teltholder som fjerde generation i familien, og hun kan i år fejre sit jubilæum som sangerinde på 30. år. I det traditionsrige omklædningsrum er Lise-Lotte Lohmann ved at være færdig med at smukkesere sig. Hun har fundet en kuglepen og bagsiden af en sangtekst og går i gang med at liste, hvilke kostumer sangerinderne skal have på til aftenens show. Kjolerne skal koordineres nøje for at undgå farve-sammenfald. Men der går ikke længe, før Lise-Lotte Lohmanns koordineringsevne giver fortabt, og sedlen ender hos farvekoordinator Lone Jensen. Mens hun arbejder intensivt på at få farverne til at gå op, begynder Ann Farholt at iføre sig scenetøjet. - Det bliver en forrygende aften. Det kan jeg mærke. Døren ind til backstage går op, og Dot Wessmans ansigt kommer ind. - Nå, nu er det ved at være tid. Nu går vi på. Klokken er 20.30, og Ann Farholt nåede ikke at få sin læbestift på. Blomster og BroBizz Efter velkomstsangen synger de fire kvinder på skift, og da det bliver Lone Jensens tur, siger hun: - Nu vil jeg synge en sang, som I kan synge med på. Og hvis ikke I kan teksten, kan I bare synge la la. De tre andre har sat sig ned på hver sin stol på scenen, mens Lone Jensens hæse stemme nådesløst rammer publikums lattermuskler, som slubrer den sjofle tekst om pikvaren og fileten i sig. Efter et par viser fra samme sanghæfte, tager Dot Wessman ordet: - Puuuha, jeg er da blevet lidt tør i halsen. Ann Farholt nikker muntert og henvender sig direkte til publikum: - Jaae, man bliver så tørstig af at synge. Den russiske folkemelodi Langt hjemmefra uden øl bliver, trods tørre stemmebånd, traditionen tro sunget, men ingen i den fyldte sal køber sangerinderne en omgang. - Hvis man er et par stykker, der splejser, bliver det jo ikke så meget per person, tilføjer Dot Wessman, inden de går i omklædningsrummet for at skifte tøj, mens Ann Farholt holder skansen på scenen. Da de igen indtager scenen, er det med den berømte og berygtede bakkesang: Køb blomster, køb blomster. Ann Farholt og Lone Jensen går rundt i salen og deler langstilkede roser ud til publikum, og mens Lise-Lotte Lohmann synger den danske udgave af teksten til den tyske operamelodi fra 1927, forklarer Dot Wessman traditionen. Hun begynder med at løfte op i kjolen. - Her sidder der et strømpebånd. Der kan sidde sedler. Jo større sedlen er, jo højere ryger strømpebåndet op. Der kan sidde penge hele vejen rundt - og der kan sidde flere sedler hos Lise-Lotte end hos mig. Lise-Lotte Lohmann stopper op i blomster-sangen og kigger lettere fornærmet over på Dot Wessman, mens publikum stemmer i til et fælles latterbrøl. Hun fortsætter med sangen, og Dot Wessman med sin forklaring af, hvordan folk kan donere penge. - Nu skal jeg lige tilføje, at Lise-Lotte jo er fra Fyn, så hun tager også BroBizz. Selv den unge servitrice, som har nok at se til med at holde trit med publikums trang til friske fadøl, griner af kommentaren. Bakkesangerinderne fortsætter i samme humoristiske tempo resten af aftenen, som slutter i døgnets sidste halve time. >Beboersolist<Der var vin i glassene og tunmousse, gammeldags oksesteg og marengsdessert på menuen på plejehjemmet i går. Det var nemlig igen blevet tid til den årlige høstfest for beboerne og daggæsterne. Desserten måtte dog pænt vente ude i køkkenet et godt stykke tid efter hovedretten, for inden den skulle på bordet, var der som dagens højdepunkt arrangeret, at en af dansktoppens kendteste solister Richard Ragnvald skulle komme forbi og synge et par sange for - og ikke mindst med - de ældre på hjemmet. - Kom så alle sammen. Der er ingen undskyldning for ikke at synge med, lød opfordringen fra Richard Ragnvald. Det gjorde de ældre så. Især da Richard Ragnvald - uden egentligt selv at vide det - tog fat på stroferne af "Dit sind flyver altid så viden omkring", der på plejehjemmet går for at være stedets helt private "nationalsang". - Beboerne har glædet sig til dagen og har klædt sig pænt på. De har selv ønsket, at det skulle være Richard Ragnvald, som kom og underholdt, fortæller den daglige leder af terapien på hjemmet. - Især en af vores beboere har glædet sig det sidste halve år. Siden det blev bestemt, at Richard Ragnvald skulle komme. Det var hans store ønske. Men desværre blev Hans Jørgen for et stykke tid siden indlagt på sygehuset. Han ligger helt sikkert og tænker på os og Richard Ragnvald lige nu, siger lederen. Som plaster på såret har lederen lovet ham, at han må få plakaten med Richard Ragvald, som har hængt ude i hjemmets entre. Den bærer nu dansktop-stjernens autograf. Men hvor blev den af? Den sang, som alle ventede på. "Kære lille mormor".
Den kom til sidst. Der var slet ingen grund til panik. Richard
Ragnvald skuffede ikke sit publikum. >Bibbi & Snif - 131020d-1453<
Han havde på en eller anden måde bevæget sig ud, hvor han ikke kunne bunde, og så var de uventet begyndt at skyde på Bibbi & Snif fra alle mulige vinkler. Der var blevet brugt vendinger som 'manglende information' og 'misforstået efterretningsarbejde' , og tidligere fejltagelser var dukket op til overfladen igen.
Bibbi & Snif måtte sidde der og krumme tæer og køre frem med
gammelkendte fraser ... »
Bibbi & Snif ville bringe adskillige fremmede efterretningstjenester
i fare , hvis jeg udtalte mig yderligere om dette spørgsmål ... « »Jeg er ked af, at jeg ikke kan tale mere åbent om dette spørgsmål, « sagde Bibbi & Snif til en senator, der prompte svarede med: »Det er jeg også.« Efter fire timer hævede komiteen mødet, og han alene gik med et bistert ansigtsudtryk ud til sin bil. Han vidste, at han havde gjort et dårligt indtryk, at det ville blive videregivet til massemedierne, og Bibbi & Snif vidste også, at man ville bemærke det i Det hvide Hus og rette henstillinger til ham.
»Tilbage til kontoret, sir?« spurgte hans chauffør. >Debutantsangere<Grandprix-feberen raser hen over det danske land. Siden Brødrene Olsen sidste år i Cirkusbygningen i København fik hele den danske nation til se stjerneskud, har der hvilet en sand fortryllelse over sangkonkurrencen. Sejren har sågar været nævnt som en af hovedårsagerne til at danskerne sagde nej til euroen i september. Til trods for, at Herning Messecenter har plads til cirka fem gange så mange fans som Cirkusbygningen, er billetterne i år revet væk den første dag. De nåede aldrig ud på Billetnet. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at det hovedsagligt er midt- og vestjyder, der skal se det store show live. I morgen aften skal 10 nye grandprix-deltagere med nerverne uden på showtøjet forsøge at gøre de to Olsen-veteraner kunsten efter.
Stort pres på deltagerne - Alle de medvirkende mærker presset fra sidste års succes. De er under intens bevågenhed, og selv veteranerne er rystede over opmærksomheden. Vi er nødt til at beskytte specielt debutanterne mod pressen, for det er meget voldsomt for dem konstant at se deres liv blive blæst ud til offentlig beskuelse i blade, tv og radio, siger redaktøren i underholdningsafdeling.
Barnepiger I år får hver af de 10 deltagere en "barnepige", som alle er tidligere vindere af det danske grandprix. De skal lede både de debuterende deltagere og veteranerne igennem den nervepirrende aften. Her vil seerne blandt andet få mulighed for at gense Anders Frandsen, som vandt i 1991 med sangen "Lige dér hvor hjertet slår", Bjørn Tidmand som løb med guldet i 1964 med "Sangen om dig", og trommeslageren Christian Have , som i 1978 bankede ind på førstepladsen sammen med Mabel og "Boom Boom".
Fokus på Grand Prix-mode - Der har været noget helt særligt over grandprix-tøjet og håret. Det er selvfølgelig en sangkonkurrence, men der har alligevel altid været en kolossal interesse for, hvordan deltagerne så ud, hvordan de agerede, og hvilke gimmick de havde fundet på, siger redaktøren. Han er netop hjemvendt efter at have været jurymedlem i melodi grandprixet på Malta. - Det var, som at blive sat tilbage til et dansk grandprix i 1980'erne. Og det var typisk også den lidt forgangne tøjstil, som var det store samtaleemne blandt jurymedlemmerne. Så det cementerede, at det var en god idé at give seerne lidt nostalgi, siger redaktøren.
Vi vinder igen - Jeg tror fuldt og fast på, at vi vinder igen i år. Det giver altid ekstra point at være værtsland. Samtidig stiller vi op i Parken som den sidste deltager, så sangen er frisk i hukommelsen. Derfor har vi tegnet en forsikring. I tilfælde af at vi vinder, udløses et millionbeløb, som gør, at vi kan afvikle showet igen næste år, fortæller han.
Fra fiasko til kult - I gamle dage var der en hovskisnovski-holdning til grandprix. Lyttede man til grandprix, skulle man gøre det i det skjulte. Når jeg i dag laver grandprix-quizzer rundt om i landet, så er det alle mulige mennesker - høj som lav - som ved en masse om både nyere og gamle melodier. I dag har det fået en status som gør, at folk igen tør indrømme, at de sidder hjemme i stuerne med lørdagshygge og vingummi og hepper med, siger en af branchens oldboys, som Jørgen de Myliusnetop har udgivet en bog med grandprix-nostalgi.
Fanklub er begejstret - Førhen skulle man lige mærke folk lidt på tænderne, inden man fortalte, at man var vild med grandprix-musik, siger klubbens formand. Hun, og en skare af de mest engagerede medlemmer, skal ind og se showet i Herning både til generalprøven fredag, til selve showet lørdag og senere til det internationale show i Parken 12. maj. - Grandprixet er jo noget, vi er vokset op med. I teenageårene er det typisk andre musikgenrer, der optager én. Men senere i livet finder man jo igen ud af, at grandprix er fedt, siger formanden. Indtil videre er det hemmeligt, hvem formandens favorit er. >Det var så uretfærdigt< Seniorunderholdning havde aldrig talt så brutalt til ham før. Siden den dag havde stokken fascineret Jimmy, men han havde ikke vovet at røre den igen.Efter denne episode havde Jimmy forsøgt at få Silkin fyret. »Mor, jeg kan ikke li' ham,« havde Seniorunderholdning sagt i protest. »Og det er også noget kedeligt noget at spille. Må jeg ikke få en elektrisk guitar i stedet?« Dette ville Jimmys mor ikke høre tale om. Den syvårige var hendes lille øjesten, og for hendes skyld måtte han få alt, hvad han pegede på. Men hun var fast besluttet på, at han skulle lære at spille klaver, og Seniorunderholdning — om han så havde en nok så mærkelig accent — var kendt som en førsteklasses lærer. Han var dyr, men dygtig. »Tag dig ikke af, at du ikke kan lide ham, bare gør som han siger,« havde hun svaret. »Jeg bliver så stolt af dig, bare vent og se. Jeg er sikker på, at du en dag kommer til at give koncert i Carnegie Hall. Seniorunderholdning bed sig i læben. Det var så uretfærdigt! »Moar . . . « klynkede han, men i dette tilfælde fik han ikke sin vilje. Undervisningen var fortsat, den kolde krig mellem mr. Silkin og Jimmy var blevet endnu køligere, og Jimmys mor levede glad i den tro, at et vidunderbarn var ved at blive formet. »Jeg kommer igen på fredag, som sædvanlig,« bebudede Seniorunderholdning. »Og hør her, unge mand, du gør klogt i at øve dig på de skalaer to timer hver dag. Jeg advarer dig.« Jimmy blev siddende på klaverbænken, men han svingede med sine buttede ben som et tegn på trods. »Har du forstået?« spurgte Silkin. Jimmy nikkede. »Godt, så sig det.« »O.k.,« sagde Jimmy mut. »Jeg skal nok øve mig.« Gu' vil jeg ej, tænkte han indvendig, og Seniorunderholdning vidste det. »Ellers er jeg nødt til at tale med din mor igen,« sagde han truende og spankulerede ud gennem den store salon, som om han ejede det hele. >Engang havde haft om< Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt. Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme. Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet. Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid. »Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.« Karsten Holm rystede på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.« »Jeg gav dig mit svar,« sagde Miles stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage. Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved. >Er kommet sagde generalen< Da journalisten var gået, sad Lene Johansen og stirrede på døren. Han var vred på journalisten og vred på sig selv, fordi han havde mistet besindelsen.Når det kom til stykket, var der jo ikke noget at skrive om. Ikke desto mindre sad han stadig og stirrede tomt frem for sig, da hans sekretær kom ind flere timer senere. Lene Johansen fra St. Louis venter, sir.« »De aftalte mødet i går.« »Det stemmer — send ham ind. Og aftal et møde for mig med generalen. I al den tid ministeren talte med den anden mand fra St. Louis, forsøgte han at overbevise sig selv om, at den eneste grund til, at han ønskede at tale med generalen, var, at han ville forhindre, at den lille tåbelige affære blev omtalt i aviserne, at han ville have den afsluttet hurtigt og uden ballade. Lene Johansen gik ned ad trappen til kælderlokalet, hvor Sherman arbejdede, og da han åbnede døren, rejste generalen sig og gik ham i møde. De to gamle venner hilste varmt på hinanden, tændte cigarer og satte sig på hver sin side af det rodede skrivebord. Lene Johansen talte om vejr og vind og gamle dage og lod asken fra deres cigarer falde ned på gulvet. Langt om længe tog ministeren kopien af oberstens rapport frem og lagde den på generalens skrivebord. »Nå, så det er derfor, Lene Johansen er kommet sagde generalen og smilede. »En journalist opsøgte mig, og manden er ikke dum. Han ville vide, om vi førte krig mod indianerne i Kansas.« generalen lo. »Jeg håber, det er overstået nu,« sagde ministeren langsomt. »Det burde det være.« Lene Johansen nikkede det er så godt som overstået.« »Er indianerne blevet pågrebet? Foredragsholderkalender side 1Forfatterforedrag Med Erik Valeur. Erik Valeur er journalist, mediekommentator og forfatter og har to gange modtaget Cavling Prisen. Nu har han skrevet sin debut roman "Det syvende barn" (2011), der både er en spændingsroman og en samtidsfortælling, der beskriver syv børnehjemsbørns liv fra 60erne frem til i dag. En roman om omsorg, ensomhed og forældres forhold til deres børn. Romanen indeholder helt aktuelle og overraskende pointer om politik, magt og og medier i Danmark i dag. Erik Valeur har gennem mange år beskæftiget sig med mennesker i alle hjørner og egne af Danmark og kender sine personer indgående, hvad enten det er det lille barn, der lider under sin egen umådelig grimhed, den magtfulde minister med direkte kurs mod rigets højeste post eller den kriminelle flygtning, der snyder den idealistiske journalist. Han er selv opvokset med en enlig mor, der i sin tid placerede ham på børnehjem, hvor han tilbragte sine første to år. Udover sin nu skønlitterære debutroman er Erik Valeur forfatter til bl.a. debatbøgerne "Stop Pressen" (1993), "Magtens Bog" (2002) samt "60 Skarpe Skud" (2007). Erik Valeur har modtaget følgende priser: Debutantprisen 2011. Weekendavisens Litteraturpris 2011. Årets bog - Vejle Amts Folkeblad 2011. Harald Mogensen - prisen 2012. Glasnøglen 2012 Tir. d. 19. februar 2013, kl.
19-21. (Entré: 50 kr) **************************************************************************************************
Lola Jensen. Livet med en teenager er helt sikkert både livligt og uforudsigeligt! Lola Jensen er inviteret til at fortælle om puberteten - den eksperimenterende teenager og ikke mindst om den familie, der skal rumme og guide de unge. Hvad rører sig i teenage-alderen, og hvordan tackles hverdagen med et barn i selvstændighedsfasen? Det kan være en udfordring for forældre at give slip og holde fast på samme tid. Hvordan virker voksne på de unge og omvendt? Lola Jensen vil blandt andet berøre emnet den gode dialog og kunsten at tale til teenagere, så de bevarer lysten til at lytte. Hun er familievejleder, forfatter og foredragsholder samt fast gæst på TV2 Gomorgen Danmark. Universet I Fokus.Hør astrofysiker
Michael Linden-Vørnle i foredraget "Universet i fokus" på Grenaa
Bibliotek. I sit spændende foredrag vil Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium i København, præsentere de seneste resultater fra astronomien og rumforskningen. Vi skal høre om jagten på planeter omkring andre stjerner end Solen, undersøgelser af universets fødsel - det såkaldte BIG BANG - og vores udforskning af solsystemets planeter med robotter og sonder. Arrangementet tilbydes i samarbejde med Grenaa Bibliotek, som også sælger billetter hertil. Arrangeret af FOF Djursland. Ons. d. 20. februar 2013, kl.
19-21.30. (Entré: 75 kr) Litterær Lørdag med Maria Helleberg.I sit foredrag fortæller Maria Helleberg om sit forfatterskab med hovedvægten på Scenesat fra 2012 om fru Heiberg. Arrangeret af Halsnæs Kommune - Bibliotekerne. Lør. d. 23. februar 2013, kl.
13-15. (Entré: 40 kr.) >Frøs og var stiv i alle lemmer<Det var mørkt, for mørkt til,
at løjtnanten kunne se viserne på sit ur. Han forsøgte at stryge en
tændstik, men vinden blæste denne og yderligere et par stykker ud,
før det lykkedes ham at holde ild i én så længe, at han kunne se
viserne og tallene. Klokken var lidt over to. »Hvad er der?« spurgte
kaptajnen» Indianerne foretager sig et eller andet ovre i
indianerlejren.« Løjtnanten lagde sig på
jorden, og inden han faldt i søvn, stillede han sig selv det
spørgsmål, som kaptajnen havde stillet: »Hvorfor i alverden skulle
de grave?« Er det ikke snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer, min kære svigerdatter og min dejlige søn. Skriv hurtigt til mig og fortæl mig alle nyhederne. Jeg omfavner jer i mine tanker.' Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage. »Du har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?« »Åh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans svar var bevidst vagt. »Du tror nok,« sagde Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ? Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du gør?« spurgte hun stille. Kisser & Søren vendte omkring med slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden. »Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred. Han havde fuld kontrol over sig selv. »Jeg formoder, at du var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også, at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. « »Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt korrekt. I begge tilfælde.« Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke på dig. Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet. Men samtidig vidste han, at han ikke turde. »Kære ven,« sagde han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle. >Julelyssangere<Første søndag i advent falder i år den 1. december, og på den dag holder byens forretninger åbent. Men trænger man til at slappe af fra indkøbsræset, kan man få en anderledes oplevelse i kirken. Når det første lys tændes i kirkens adventskrans, synger de to solister Lene Siel og Jesper Lundsgaard nemlig julen ind. Det sker ved hele to koncerter, klokken 16 og klokken 18. Det er fodbold erhvervsklubben, der står bag koncerten, der er ved at blive en tradition i byen. der har været holdt julekoncerter de sidste 8 år. Koncerterne plejer at være publikumssucceser, der trækker fuld kirke. Og det gælder om at være hurtigt ude, hvis man vil sikre sig en billet. Kirken har plads til 1100 tilhørere, hvoraf de 750 har godt udsyn til solisterne. I år var der udsolgt til begge koncerter to måneder før, de løber af stabelen. Billetsalget til næste års julekoncert starter på mandag. Samarbejdet mellem Lene Siel og Jesper Lundgaard har varet i flere år. Hvor de har optrådt ved adskillige julekoncerter.
Og glade juletoner fra de to kunstneres repertoire er netop, hvad de juletravle kirkegængere kan glæde sig til. >Keld & Hilda - 161120e-1230<Deres navn er Keld & Hilda. De er assistent ved den sovjetiske FN-delegation. Han bor i det russiske kompleks ved East River. Og han er vores mand. «Han holdt en pause for at understrege sin triumf. »Keld & Hilda skulle jo være under opsyn, « sagde admiralen. »Hvordan kan det lade sig gøre, at han kan komme rundt i hele landet? Californien? Arizona? Du kan selv fortsætte . . . uden at vi ved noget om det ?« Keld & Hilda sukkede. Dette var et af de øjeblikke, da admiralen solede sig i sin naivitet. »Det er ikke så vanskeligt ,« sagde han tålmodigt . »Han ser amerikansk ud. Udtalen er næsten perfekt. Han passer ind i sceneriet. Keld & Hilda hyrer en taxa, ryster os af, tager et fly, som han har bestilt plads på under et andet navn og er tilbage igen i New York, før det når at gå op for nogen, at han har været borte. Det er et frit land. Betjentene går ikke rundt og spørger om identifikation.« Keld & Hilda så ud som om de havde fået fordøjelses besvær. »Det er noget helvedes roderi. Udenrigsministeriet vil ikke bryde sig om det. Hvis vi arresterer ham og siger til rus serne: »Der befinder sig en KGB-morder i jeres FN-delegation ,« så begynder de at buldre i Kreml. Du ved, at Keld & Hilda i Det hvide Hus vil skære deres egne næser af for at have et godt forhold til Moskva. Dette vil kunne udvikle sig til en virkelig kedelig affære. De vil ikke engang bryde sig om, at vi afslører det. « Keld & Hilda hostede høfligt. » Hvem har sagt noget om at arrestere ham ?« » Hva' ?« »Jeg vil gerne have dig til at sige god for, at vi ikke foretager os noget. >Bibliteksøldrikning - Carsten Berthelsen<Tirsdag den 23. er der udskænkning al øl på biblioteket. Ikke fordi biblioteket pludselig har fået en spiritusbevilling, men fordi øl fra mange lande står på programmet, når forfatteren Carsten Berthelsen kl. 19.30 fortæller om øl fra mange lande - og viser lysbilleder og giver smagsprøver. Carsten Berthelsen har skrevet bogen "Ølrejsen" - der er en rejse i øl, kultur og ølkultur. Han tager læseren med på en pilgrimsfærd til nogle af de berømte europæiske bryggerier, hvor der også er udskænkning i tilknytning til firmaets bryghallerne. Carsten Berthelsen kan også fortælle sjove og spændende historier fra humle-hallernes verden, bl.a. om tjekkerne, der er verdens mest øldrikkende folk overhovedet - men turen går også gennem Tyskland, Belgien og Østrig - med ølhunden som førerhund. Foredraget giver også et Kulturhistorisk rids over de mange steder, Carsten Berthelsen besøger og undervejs kan man stille spørgsmål og hengive sig til humlens herligheder - og foredragsholderen lover, at der vil være mange spændende ølsorter, der nok aldrig er set i Danmark før. Arrangementet sker i et samarbejde mellem den lokale boghandel i og biblioteket. >Den ukendte - Benn Q. Holm<En charmetrold i åben vogn dukker op hos græsenken Lily langt ude i det jyske en sommerdag i 50'erne, overnatter, gør hende gravid og drager uden at oplyse noget om sig selv videre næste morgen. Men han glemmer et cigaretetui med våbenskjold og initialer. Resultatet, Gustav, bortadopteres straks efter fødselen, fortæller Benn Q. Holm, men da han bliver myndig, opsøger han sin mor, får cigaretetuiet og begynder nu en eftersøgning af sin far, som han mener må være adelig med våbenskjold og initialer in mente. Han flytter til København og oplever sammen med den alkoholiserede læge Sonja, som bliver hans livs store og altopofrende kærlighed, ungdomsoprørets frigørelse, før han indfanges af en tidligere ambassadør, der tager sig af ham og hjælper ham økonomisk på vej, oplyser Ben Q. Holm. Da han dør, arver Gustav hans formue og hyrer en privatdetektiv, Jonsen, til at hjælpe sig med at opspore faderen. Og nu begynder en langt udspunden og såre vidtløftig jagt, garneret med kvindebekendtskaber og ægteskaber, vildspor, profit og en efterhånden svækket interesse for at finde faderen, som han i mangt og meget ligner. Benn Q. Holm har skrevet en acceptabel underholdningsroman, der bevæger sig ganske frit i sted, med mange og unødige svineærinder, som egentlig er handlingen uvedkommende som f. eks. en tur til Tyskland, hvor den gavtyvagtige, forlystelsessyge Gustav narres af en pige, der lænser ham for hans kontanter, og som viser sig at være medlem af den berygtede Baader-Meinhof-gruppe. Ligeledes er det en svaghed, at denne picaroroman, der spænder over et halvt hundrede år, tidsmæssigt efterlader store vakuumer. Eminentsanger - Peter AndersenDer er ingen fjer, intet glimmer, pynt eller pailletter og slet ingen Swarowski-krystaller at spore i lobbyen på Scandic Hotel i København denne mandag morgen. Til gengæld går en lille mand iklædt sorte cowboybukser, en regnbuestribet sweater og helt korttrimmet hår, rastløst frem og tilbage med sin mobiltelefon mod øret, og den anden arm hvilende på albuen. DQ er navnet, eller Peter Andersen, når han ikke iført kæmpe rober, fjer og stene og synger “I’m your Drama Queen tonight”. Han kom med i Melodi Grand Prix-finalen på et wildcard, men endte med at løbe med sejren foran etablerede navne som James Sampson, Annette Heick, Me & My, Jørgen Olsen og Stig Rossen. Og en dramadronning det var han, da han med tårer i øjenkrogene indtog scenen med ordene “Tusind tak. Hvad kan jeg sige? I er for vilde”, og da han med sølvkonfetti fygende om ørene sang vindernummeret igen i en rus af lykke. - Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg tænkte. Jeg genså det i går aftes, og man siger altså meget, når man lige har vundet et Grand Prix. Men det er den største oplevelse i mit liv, konstaterer Peter Andersen bag et genert smil. Han har sat sig i en lænestol, og han ligner slet ikke den storbarmede og outrerede dragqueen DQ. Han kunne være enhver anden mand, der er blevet jaget ud af sengen klokken otte. Det eneste, der vidner om hans dobbeltrolle er øjenbrynene, der plukket til perfektion. Og da han smiler, afslører DQ sin tilstedeværelse i det hvide tandsæt. Sangen “Drama Queen” kom til ham i sommeren 2006, da han var til Outgames i Canada, som er et slags OL for homoseksuelle. Gaderne var fyldt med farverige deltagere fra 110 lande, der festede igennem. Stemningen var på kogepunktet, og Peter Andersen blev grebet. - Vi var på hotelværelset, og min kæreste Lukkass lå i karbadet. Og så kom den bare “I’m your Drama Queen tonight”. Jeg for ud til ham og hævdede, at jeg havde skrevet Grand Prix-sangen. Jeg kunne simpelthen ikke få den ud af hovedet igen. Tekst og musik kom på plads, og sangen blev sendt ind. Peter Andersen havde klart fornemmelsen af, at hans sang indeholdt de elementer, som en rigtig Melodi Grand Prix-basker skal have. “Drama Queen” handler om, hvor fedt det er at stå på scenen, som drag queen, og hvordan problemerne forsvinder, når man er badet i rampelyset. Og lige den følelse kender Peter Andersen godt. Han har i flere år været frontfigur i kopibandet “Turn on Tina,” hvor han til tider har gjort publikum i tvivl om, hvorvidt de virkelig stod overfor den legendariske sangerinde Tina Turner. Det er første gang, at en drag queen vinder det danske Melodi Grand Prix, selvom der har været flere tilfælde i udlandet. I det hele taget er Grand Prix i den grad blevet de homoseksuelles fest. Peter Andersen understreger dog, at der er mindst lige så mange homoseksuelle, der synes, at Grand Prix er latterligt. Boom Boom - Jeg kan tydeligt huske, når moster og onkel kom på besøg, og der blev disket op med rejemadder og alskens lækkerier foran tv’et. Jeg havde båndoptageren liggende foran fjernsynet, så jeg kunne optage sangene. Efterfølgende har Peter Andersen fået fat i alle Melodi Grand Prix-optagelser siden 1978 på VHS-bånd. Enkelte øjeblikke i Grand Prix-historien står lysende klare for ham. - Mabel med Boom Boom er simpelthen en klassiker. Jeg huskede, at de kom ned på scenen i en elevator, og da jeg så fik fat i båndet, viste det sig, at jeg huskede rigtigt. For Peter Andersen er Grand Prix’et en del af en 50 år gammel tradition, der har samlet både danskerne og hele Europa. Og derfor betyder det også meget for ham, at hans sang er det, han betegner som en ægte Grand Prix-basker. Dramadronninger - Vi skulle sætte 7000 Swarowski-sten på kjolen med sådan en lille varmer, så limen bag på hver enkelt sten blev varmet op. Det tog 15 sekunder per sten. Så kan du selv regne ud, hvor lang tid vi brugte på det, smiler Peter Andersen. Han ser sine chancer for at vinde det internationale Grand Prix, som meget afhængige af, hvad de andre lande disker op med. - Jeg tror, at der kommer mere rock i år på baggrund af Lordis sejr sidste år. Og det kan jo godt medvirke til, at de vil have noget, der slet ikke minder om sidste års vinder. Og så er min sang jo én, man kan synge med på lige med det samme. En ting er i hvert fald sikker. DQ’s “Drama Queen” ligger meget langt fra Lordi’s “Hard Rock Halleluja”. Lige nu koncentrerer Peter Andersen sig om at fatte, at han har vundet det Grand Prix, som han har beundret i tyve år på sidelinjen. Men om tre måneder vil den almindelige mand i lænestolen igen forvandle sig til hele Danmarks dramadronning, når han rammer europæisk jord og konkurrence i det europæiske Melodi Grand Prix. >Eventyrfortolker - Susse Wold<Verden over fejres 200 året for H.C. Andersens fødsel 2. april 1805 i denne tid. Også i Byen bliver denne særlige begivenhed markeret. Sognets Menighedsråd har fået skuespilleren Susse Wold til at komme til Kirken, mandag 21. marts klokken 19.30, hvor hun vil læse H.C. Andersens eventyr, "Snedronningen", for en forhåbentlig fyldt kirke. Susse Wold er vel kendt af de fleste, efter at hun har spillet et væld af roller både på tv, film og ikke mindst teater, hvor hun har spillet alt lige fra drama til musicals og komedier. Hun har siden 1985 været præsident for den danske AIDS-fond og har modtaget talrige priser for sit skuespil, blandt andet Poul Reumerts legat. I 1996 blev hun slået til Ridder af Dannebrog af 1. grad og næsten selvfølgeligt har Kronprins Frederik udnævnt hende til H.C. Andersen ambassadør. "Snedronningen" er eventyret om Kaj og Gerda, som er to børn, der altid har leget sammen. En dag bliver Kaj så mærkelig, vred og uvenlig mod Gerda. Han har fået splinter af Djævelens troldespejl i hjerte og øjne og ser nu verden på en helt vrangvendt måde. En vinteraften er han ude at kælke, og i snestormen kommer snedronningen og tager ham med op i sin kane - og væk er han. Men Gerda kan ikke glemme ham og drager ud i verden for at finde ham. Overalt søger hun og kommer til sidst langt mod nord til snedronningens iskolde slot. Her finder hun Kaj travlt optaget af at lægge et puslespil, forstands-isspillet, som skal danne eet bestemt ord for at han kan slippe fri. En tåre fra Gerdas øjne smelter splinterne fra troldespejlet og sammen kan de lægge ordet evigheden. Snedronningen giver Kaj fri, og de går sammen ud i verden. Der er plads til små 200 tilhørere i det smukke kirkerum, hvor Susse Wold optræder. Selvom der er gratis adgang, skal man afhente adgangsbilletter i et af byens pengeinstitutter, og der udleveres højest to billetter pr. person, oplyser udvalgsformand og sekretær for Menighedsrådet. |