
>Blev nødt til at acceptere
dette<
Han husker de ting han har set,« sagde kaptajnen.
De mænd, som han havde ladet ride i forvejen, vendte tilbage. »De er der,«
sagde en af dem til kaptajnen. »De har slået lejr på den anden side af
vandløbet, på en bakke. Og de har lavet skyttegrave.«
Den gamle
spejder lo stolt. » Jeg sagde det jo ikke sandt?«
Det var helt mørkt
nu, og han kunne se lyset fra de mange bål forude. Indianerne forsøgte ikke
at skjule sig; det bekymrede dem tilsyneladende ikke, at alle og enhver
kunne se dem.
»Jeg gad vide hvor de har lært at lave skyttegrave?« bemærkede han.
»De får ikke lov til at flygte denne gang. Vi angriber i morgen tidlig,«
sagde kaptajnen.
»Hvad med løjtnanten?«
»Ad helvede til med
ham! Giv soldaterne ordre til at slå lejr med det samme.«
Kaptajnen gjorde sig ikke den ulejlighed at sige de mange ting til
løjtnanten, som han kunne have sagt — at hans mænd var fuldkommen udmattede,
at de havde redet i næsten tyve timer og kun holdt korte hvil, at en hvilken
som helst form for angreb i mørket var en risiko, at han frygtede, at de
ville overfalde indianerkvinderne.
Han lod manden få afløb for sit
raseri, mens han forholdt sig tavs, og først da han holdt op med at råbe,
sagde han:
»Hvis
De vil
formulere alt det i en rapport, kaptajn, står det Dem frit for at gøre det.«
»Det kan jeg forsikre Dem for, at jeg vil!«
»Ikke desto mindre angriber
vi i morgen tidlig.«
Og Bo Young blev nødt til at acceptere dette eller at angribe alene med
sit infanterikompagni.
Musiker-Børsen valgte at vente.
Kaptajnens mænd sov fast. De
vågnede ikke engang, da tolv vogne kom rumlende. De otte vogne indeholdt
forsyninger til soldaterne.