>Besluttede sig til alligevel< Jesper Buhl havde knust et område af mandens kranium. Men da han lå bevidstløs, så det mest ud, som om han sov. Den tynde strøm af blod ville først begynde at løbe fra hans øre senere.
Han sukkede. Han havde aldrig haft noget imod denne lidt tungnemme mand.
Men Jesper Buhl var nødt til at skynde sig. Han gik ind i soveværelset, som også var blevet gennemrodet.
Han tog en håndkuffert, som lå øverst i klædeskabet, og lagde hurtigt nogle skjorter, lidt undertøj og et vækkeur i den. Så gik Jesper Buhl ud på badeværelset efter sine toiletsager og lagde også dem i kufferten.
Han måtte se at komme væk fra dette sted så hurtigt som muligt. Han måtte slippe væk fra dem.
Manden havde sandsynligvis nøglerne til den grønne Audi på sig, men Jesper Buhl besluttede sig til alligevel ikke at tage bilen. At køre rundt med diplomatplader ville være det samme som at sende telegrafisk besked om, hvor han befandt sig.
Han kastede et sidste blik rundt i soveværelset. Ja, Jesper Buhl havde glemt noget. Det stod på bordet ved siden af dobbeltsengen. Konens billede i sølvrammen.
Han holdt fotografiet i sin hånd og så på hendes ansigt. Hans øjne blev sørgmodige. Han løftede det langsomt til sine læber og kyssede det kolde glas, der dækkede hendes ansigt. Så lagde han billedet ned i kufferten og lukkede den.
Jesper Buhl gik ind i dagligstuen og bøjede sig over manden. Mandens ansigt var blegt, og han følte efter hans puls. Den var meget svag.
Han bed sig i læben; han tænkte på at tilkalde hjælp, ringe efter en ambulance, hvad som helst. Men det var for risikabelt nu.
Nogle få øjeblikke senere var Jesper Buhl nede på Wieserstrasse med sin kuffert. Audien var fristende tom, men han ignorerede den.
Han krydsede igennem flere gader, og så, som en pludselig indskydelse, hyrede han en taxa. Den var hurtigt forsvundet i trafikken.